forbød Birkebenerne at angribe Klostret eller der vække Ufred; disse svarede derimod, at Klostrets faste Bygningsmaade gjorde det nødvendigt for dem at angribe det, hvad man saa end sagde derom. Erkebiskoppens Tilbud af Løsepenge for Hertugen, saa at han i Fred kunde drage til Kongen, vilde Birkebenerne kun antage paa Betingelse, at St. Olafs Helligdom sattes i Pant for at Hertugens Løfter ei brødes. Andre derimod brøde sig i deres Hidsighed ei om Forslaget, og lagde, medens Underhandlingerne endnu varede, Ild til Klostret; Nogle forsøgte vel strax at slukke, men Ilden greb om sig. Da Hertugen mærkede dette, bød han sine Mænd gaa ud. Selv gik han først, holdt Skjoldet for Ansigtet, og bad Fienden skaane dette. Han faldt saaledes 23de Mai 1240 og alle hans Mænd med ham, undtagen en Geistlig Mester Berger, hvis farlige Saar siden lægedes. Efter denne Daad forsøgte Birkebenerne forgjeves at slukke Ilden, og hele Klostret lagdes i Aske. Hvilken Vigtighed et Klosters fortsætlige Opbrænden i hine Tider tillagdes, sees af Kong Haakons Ord, da disse Tidender bragtes ham: „Det er to store Tidender, sagde han: Klostret i Helgeseter er brændt, og Skule min Maag er falden[1].“ At Gjerningsmændene faldt i Band for deres Gjerning, kan ei være Tvivl underkastet, skjønt Intet derom meldes. Kong Haakons gode Forhold til Erkebiskoppen har vel hjulpet til at bringe Sagen i Orden, og rimeligviis er Klostret paa Kongens Bekostning atter opført større og prægtigere end før.
Iøvrigt ere Efteretningerne om dette Kloster ligesaa ubetydelige, som om de throndhjemske Klostre i det Hele. Det nævnes ei i Magnus Lagabøters Testamente, formodentlig paa Grund af Forholdet til Erkestolen og Domkapitlet, men fik derimod af Biskop Thorfinn af Hammer 1284 i hans Testamente 3 Gaarde: Thveigie (?), Heldeland og Vallinstad, samt 19 Mark, og i 1349 af Erkebiskop Arne en lukket Kalk og 2 Mark brændt til Sjælemesser, ligesom det og betænktes i Agmund Olafssøns og Arvid Ingeldssøns Testamenter. Agmund gav desuden en Broder Olaf i „Ælioseter“ en ny Kjortel og en sort Klo (Kappehage) med Sølvbeslag, og Arvid gav Bjørn Esgeirssøn, Degn i Helgeseter, 30 Fisk „til gils“ og en Guldnaal[2].
