sig blandt Geistligheden fra Thrøndelagen Svein, Prior af Helgeseter. Han nævnes umiddelbart efter Erkebiskop Guttorm, før Abbederne af Holm og Tuterø samt Domkapitlets Afsendinger[1]. Da Hertug Skule i Julen 1239–40, efterat have ladet sig udraabe til Konge, vilde begive sig over Fjeldet til Oplandene, bragte han forud sin Hustru Fru Ragnhild og sin Datter Ragnfrid med flere af sine Huusfolk i Sikkerhed i Helgeseter, og ved sin Ankomst til Nidaros kort efter tilstod Kong Haakon paa Erkebiskoppens Bøn dem Fred og Naade. Paa Grund heraf vedligeholdt Kongens Mænd en venskabelig Omgang med Skules Slægt, og aflagde nu og da Besøg hos Fru Ragnhild i Helgeseter; men en Dag mærkede de, at Alle i Klostret lo ad dem, som om de vilde spotte dem, uden at de kunde erfare Aarsagen. Dog samme Dag fik Kongen Budskab om Skules Seir ved Laaka. Ved Efterretningen derom udsendte Kongen Krigsbud overalt, medens Erkebiskop Sigurd og Lambe, Prior i Helgeseter, begave sig til Kongen, og idet de beklagede det lidte Tab, tilbøde sig at fare til Skule og bringe et Forlig istand. Kongen takkede dem for deres gode Villie, men erklærede, at han ei vilde søge Forlig, førend han selv havde prøvet Styrke med Hertugen. Skulde dette Forsøg falde ugunstigt ud, vilde det være Tiden at mægle dem imellem[2]. Slaget i Oslo afgjorde strax efter Skules Skjebne. Som Flygtning kom han til Nidaros, hvor han fandt Stemningen meget ugunstig imod sig. Nedslagen og raadvild tog han ikke de nødvendige Forholdsregler mod uformodet Overfald, saa at Birkebenerne uforvarende om Natten kom over ham. Forladt af Sine flygtede han i en Baad over Nidelven, og skjulte sig i en Skov. Hans Søn Peter undkom ligeledes til Øvre Helgeseter, hvor han siden fandtes skjult i et Bagerhuus og dræbtes. Hertugen derimod opholdt sig to Dage i Skoven, men i Gangdage-Ugen (Dagene før Christi Himmelfart), da man i Procession med Korset gik rundt om Markerne, begave Kannikerne i Helgeseter sig paa deres Procession ind i Skoven, gave ham og hans Mænd Chorkapper paa, og førte dem saaledes mellem sig ind i Klostret. Hertugen begav sig op i Klokketaarnet, og lagde sig strax til Hvile, da han var meget træt. Da Birkebenerne fattede Mistanke herom, fore de over til Klostret, hvor de fra Taarnet bleve beskudte af Hertugens Mænd. Erkebiskop Sigurd kom med flere anseede Herrer og Bymænd derhen, og
