ner oplyste med Rette tilkom Domkapitlet[1]; – Abbed Arne var under denne Strid paa Kannikernes Side, og dette paadrog ham i 1301 personlig Overlast. Du nemlig disses Modstandere havde lagt voldsom Haand paa nogle af Kapitlet – Striden var nemlig i den sidste Tid udartet til Slagsmaal paa Gade og Kirkegaard, – sendte dette en Kannik til Rom, som derfra bragte Befaling til Abbed Arne at lade Fornærmerne, saafremt Klagen fandtes grundet, bandsætte i Byens Kirker, med Klokkeringning og brændende Kjerter paa alle Søn- og Helligdage, indtil de gjorde de Forurettede Afbøn og søgte Afløsning hos Paven. Abbeden fandt Misgjerningen klar og beviist, og bandsatte derfor Vedkommende efter Pavens Bud. Da tillige Ingjald, Kannik af Hammer[2], havde taget sig af disse Kirkeskjændere, bestyrket dem i deres vrange Sind og hjulpet dem med Penge, saa bandsatte Abbeden i Pavens Navn tillige Ingjald og Presten Audun Joka. Men da Arne nogen Tid derefter forrettede sin Andagt for Alteret i Domkirke-Choret, lode Ingjald, Audun og en Lægmand Sigurd med flere Hjælpere Chordøren tillukke, og tvang Abbeden til at forblive derinde, til han havde hørt Ingjald oplæse et Skrift, han havde med. Imidlertid holdt Audun ham fast ved Klæderne og Sigurd spærrede Døren, medens Alle skjældte ham ud, fordi han havde givet Befaling til deres Bandsættelse. Om alt dette udstedte Kristian, Abbed af Tuterøen, den 31te Oktbr. et vidnesfast Dokument[3]; men Udfaldet af den hele Sag kjendes iøvrigt ikke. – Abbed Arne nævnes sidste Gang i Aaret 1303[4].
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 46. 47. Thork. Dipl. II. 56.
- ↑ Han var sandsynlig Jørunds Ven fra dennes forrige Stilling som Biskop i Hammer, og blev 1305 selv Biskop der. Laurentius Biskops Saga fremstiller alle disse Kampe til Jørunds Fordeel, og oplyser i alle Fald, at ogsaa Kannikerne tillode sig Haandgribeligheder mod de Geistlige, der holdt med Erkebiskoppen.
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 49.
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 55. Da den følgende Abbed først nævnes 1313, vide vi ikke, om man til Arnes Tid skal henføre Hr Bjarne Erlingssøns Testament af 25de Januar 1308, hvori han gav Holms Kloster 3 Mark brændt. (Suhm XI. 594. Testamentet er nu uden Tvivl tabt, og kjendes kun i en forvirret Oversættelse af Peder Dyrskjøt i danske Geheimearchiv.) Nærmest er maaske Arne død i 1309, eller var da for svag til at deeltage i Forretninger udenfor Klostret, hvilke da udførtes af Konventet; jfr. Dipl. Norv. III. No. 81. Under dette Brev hænger endnu begge Klostres Segl, hvoraf Nidarholms er det samme, som er stukket i Kobber paa Pl. VI. bag Thorkelins Diplomatars 2den Deel, hvor det imidlertid feilagtig er angivet for at være
