kapitlet som et paa Grund af sin nye Stilling upaaklageligt Vidne angaaende Geistlighedens Rettigheder[1].
Denne Broder Arne er udentvivl den samme, der i 1296–1303 forekommer som Abbed i Holm; i alle Fald viste ogsaa denne Abbed i hele sin Færd sig som en Ven af Kannikerne i Nidaros. Disse førte paa den Tid en forargerlig Kamp med deres Erkebiskop Jørund, der efterat Erkestolen havde staaet ledig i næsten 5 Aar efter den fordrevne Jon Rødes Død 1282, fra Hammers Bispestol forflyttedes til Erkesædet, og viste sig mere eftergivende mod Kongemagten, medens han paa den anden Side søgte at indskrænke Domkapitlets stigende Magt. Fra den Stund Kapitlet mærkede dette, havde han aldrig Fred, og en langvarig Proces begyndte, hvis Dokumenter tildeels endnu ere til, og i hvis Udstedelse Abbed Arne har deeltaget[2]. Da Uvenskabet gik saa vidt, at ikke alene Domskolens Elever og Abbeden af Holm, men endog selve Bymændene i Nidaros blandede sig deri, saa at tilsidst Erkebiskoppen og hans Tilhængere ei uden Livsfare turde vise sig paa Gaderne, tog endelig Kong Haakon Magnussøn ved sin Kroning sig alvorlig af Sagen, og tvang Kannikerne til for det Første at falde til Fode Samtidig hermed benyttedes Abbed Arne til forskjellige Hverv udenfor sit Kloster. Saaledes paalagde Bonifacius VIII ham ved Bulle af 16de Decbr. 1206 uden Appel at paadømme en Sag mellem Domkapitlet og en Prest Nikolaus Golia i Nidaros angaaende Mærens Kirke, hvilket skede 1301[3], fra hvilket Aar man ogsaa har hans Vidnesbyrd som pavelig Dommer i Sagen mellem Chorsbrødrene i Nidaros og Hr. Vilhjalm af Torgar angaaende Tienden af Haugs Kirke i Verdalen, som Abbeden ved Vid-
- ↑ Sammest. III. No. 28. 30, og II. 120–121. 124–126. Arne kaldes her først Broder Arne i Borgund, og siden Broder Arne i Holm. At han havde været Kannik før, indlyser af Brevet. Tvisten er iøvrigt Klosterhistorien uvedkommende.
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 35. 47. 49. 50–52. 55. 56. 66 og 67 a–d. Vi mærke herved alene, at Nidarholms Konvent paa sidstnævnte Sted kalder sig Benediktinere. Denne lange Strid vedkommer iøvrigt ikke Klosterhistorien, da det neppe er rigtigt, naar Jonsson kalder den en turba monastica (Hist. eccles. Island. II. 155). Hovedkilden udenfor Diplomerne, nemlig Laurentius Biskops Saga, giver ingen Anledning til at antage, at Munke have havt nogen væsentlig Deel i Kampen, hvis Hovedmænd paa Kapitlets Side vare Kannikerne Sighvat Lande, Eilif Korte, der siden blev Erkebiskop, og Audun Raude. (Laur. Bps. Saga c. 12).
- ↑ Dipl. Norv. II. No. 37. 63. Thork. Dipl. II. 183–184.
