Kongens Gunst. Deres Abbed Thorleif nævnes som den første blandt de Prælater, der fulgte Kongen paa dennes eget Skib paa hans sidste Tog til Skotland. Han meddeelte ham med 3 Biskopper den sidste Olie, og deeltog efter hans Død (15de Decbr. 1263) i Sjelemesserne over ham[1]. Iøvrigt findes intet om Thorleif. Det var ventelig ham, som Paven 1265 paalagde i Forening med flere Klosterformænd at vælge Erkebiskop efter Einar Smørbaks Død[2], og i 1208 tilligemed Biskoppen af Bergen og Tuterøens Abbed paa ny at undersøge Paalideligheden af de Erkebiskop Eystein tillagte Mirakler[3]. – Ligesaa har Nidarholms Munke staaet sig godt med Eftermanden Kong Magnus Lagabøter; thi i sit Testamente af 1ste Februar 1277 gav han 120 Mark Sterling i Penge til „Benediktinerklostret“ i Holm, den største Sum i rede Penge noget Kloster fik, mod at Munkene forpligtedes til stedse at meddele Alterens Sakramente med Brød og Viin frit til alle saavel sekulære som regulære Geistlige iStiftet, overeensstemmende med det Forpligtelsesbrev, de havde udstedt til ham[4]. Da Testamentet viser, at en lignende Sum mod samme Forpligtelse blev givet Kannikerne ved Domkirken i Bergen, samt Biskopperne af Stavanger, Oslo og Hammer, er altsaa Holms Kloster traadt i Erkebiskoppens og hans Kapittels Sted, maaske paa Grund af Kongens Misnøie med den herskesyge Erkebiskop Jon, med hvem Konkordatet i Tønsberg kort efter sluttedes.
Under Kong Erik Magnussøns Regjering var Haakon Abbed i Nidarholm. Han forekommer som udsteder af flere Breve[5] i Nidaros, men om hans Færd som Klosterformand eller om Holms Skjebne i den Tid oplyse de Intet. De angaa de Stridigheder, som paa denne Tid fandt Sted mellem den unge Konges Raadgivere og Geistligheden om dennes nylig erhvervede store Rettigheder, som den nye Regjering ikke vilde erkjende. Kampen mellem Kongemagten og Geistligheden varede længe, og en Munk i Nidarholm Arne, der uden Tvivl forhen havde været Kannik i Nidaros og Sogneprest til Borgund, benyttedes af Dom-
