tagne i den geistlige Stand (clerus), og under Navn af Klostergeistlige (clerici regulares) tilreve sig Skriftemaal, Prædikeret o. fl. prestelige Forretninger. Derved saaedes Brødniddets Sæd mellem Geistligheden og Munkene. Den spirede frodig op, og bar Fordærvelsens rige Frugter. Men denne Forandring var i Tidsalderens Aand; Paver og Biskopper, Fyrster og Almue kappedes om at befordre denne nye Retning af den menneskelige Aands mange Forsøg paa ved gode Gjerninger at vinde Fred.
Det var saaledes naturligt at man i Norge paa en og samme Tid lærte Christendom og Munkevæsen at kjende; begge kom did fuldt udviklede og ligesom sammenvoxede. Engelske Benediktinermunke havde da allerede længe udmærket sig som Statsmænd, Lærde og Missionærer. At enkelte af begge Olafernes Hofmester vare Munke, er sandsynligt, da norske Munke ved denne Tid omtales i engelske Efterretninger[1], og saameget mere, som Forsøg paa Klosteranlæg viser sig her i Landet fra samme Stund, som Christendommen havde fæstet nogenlunde Rod. Den engelske Benediktiner Mathæus Parisiensis, der skrev i Midten af 13de Aarhundrede, og selv af Paven sendtes til Norge for at reformere det Kloster, hvorom han taler, fortæller nemlig, at Kong Knut den Mægtige i 1028, under sit Ophold i Nidaros, stiftede et Benediktinerkloster paa Nidarholm. Men uden Tvivl har Tiden endnu ikke været moden for Munkevæsenet i Norge; thi Sporet af dette Anlæg taber sig igjen ganske. I et saa raat, koldt og tyndt befolket Land som Norge var det ei heller at vente, at Iveren for Klosteranlæg skulde have saa rivende Fremgang som i de sydligere og bedre befolkede Lande. Nordmanden selv var af Naturen neppe et saadant stille Liv gunstig. Munkenes sværmerske Begeistring og deres almindelige Sysler: Havedyrkning, Læsning, Afskrivning m. m. vare saa aldeles forskjellige fra hans prosaisk-kolde Livsanskuelse og tilvante Dont paa Havet og i Skoven, at der i de første Tider visselig skulde ganske særegne Omstændigheder til, for at bringe ham til at gaa i Kloster. De første Klostre maatte derfor ei alene fra først af befolkes, men og senere vedligeholdes saagodtsom ene og alene fra Moderklostrene i England, og om end brændende Religionsiver i Forening med en mægtig Konges som Knuts Overtalelser havde bragt nogle engelske Munke til at
- ↑ En Biskop Sigurd i Norge – maaskee den berømte Sveriges Apostel af dette Navn – havde forud været Munk i Gloster i England (Script. III. 249) og en Drogo omtales som monachus Bergensis i det 11te Aarhundrede, og skal have skrevet en Bog de miraculis St. Winnari. (Barthol. Annaler).
