nedsætte sig naa Nidarholm, skulde der dog en Udholdenhed til, som Sværmeriet sjelden besidder, for at disse Englændere, uden at møde Velvillie eller Efterligning hos Nordmændene, skulde kunne holde ud i Længden, ligesom det under saadanne Omstændigheder stedse maatte blive vanskeligere at bringe Andre til at forlade et frugtbart Land, et luunt Kloster og almindelig Agtelse hjemme, for at vedligeholde en Stiftelse i et fjernt og fremmed Land, hvor netop det Modsatte ventede dem. Freden maatte have udbredt sine Velsignelser over Bannet, en klog og oplyst Regent maatte have forstaaet at give set Folk Smag naa et roligt Liv og Sands for fredelige Sysler, førend Munkevæsenet kunde vinde Bifald; Folkets Høvdinger maatte endelig selv være blevne smittede af Tidsalderens almindelige Iver for Munke og Klostre.
Disse, som det synes nødvendige Betingelser for Klostervæsenets Flor i Norge vare indtrufne ved Begyndelsen af 12te Aarhundrede. Olaf Kyrres stille Virken hjemme, hans Søn Magnus Barfods idelige Tog til Irland, – dette Munkevæsenets rige Hjem i den første Middelalder –, og sandsynligviis fremfor Alt den unge Sigurd Jorsalfarers eventyrlige Middelhavsfart og Deeltagelse i det første Korstog, medens Broderen Eystein traadte i Farfaderens Fodspor, og med Held befordrede Landets indre Opkomst: alle disse Omstændigheder i Forening maatte nødvendigviis foraarsage en fuldkommen Omvæltning i Nordmandens hele Tænkemaade, Sæder og Liv, Noget Historien paa det Klareste viser. Kong Sigurd og hans Mænd hjembragte mange og underlige Fortællinger om Alt, hvad de havde seet og oplevet, og blandt disse spillede Klostrene ganske vist ikke den ubetydeligste stolte. Lyst til Efterligning vaagnede og understøttedes af den fredsommelige Kong Eystein, og da Isen saaledes var brudt, fremstode Klostre i Norge ligesom af sig selv. Idet vi saaledes maa antage, at de første varige Klosterstiftelser i Norge ikke ere ældre end Begyndelsen af 12te Aarhundrede, stemmer dette fuldkommen med en samtidig Krønikeskrivers[1] Beretning at Munkeklostre i Norge først stiftedes under Kong Sigurds Regjering (1103–1130). Men Faa eller Ingen af Nordmændene besad de nødvendige Kundskaber til selv at anordne det Somrene ved en Klosterstiftelse; hertil hentedes derfor fremdeles Munke fra Udlandet, især England Vi maa beklage, at Kildernes. Utilstrækkelighed ikke tillader nogen Paaviisning i det Enkelte af den Indflydelse, disse i Almindelighed udmærkede Udlændingers Virksomhed har havt paa de
- ↑ Ordertk Vitalis; jfr. Munchs Norske Folks Hist II. 624.
