Kongeblod og indenlandske Jertegn til, for at den nye Lære kunde skyde Rødder i det raae Land, og det er mere end sandsynligt, at Hadet til det danske Vælde efter Olaf Haraldssøns Fald meest af alt virkede til, at det hele Rige med Eet christnedes. Var det Plan af Biskop Grimkell og Einar Tambeskelver at sætte Olafs Hellighed i Forening med hans Søns Indkaldelse, saa vidner det om dyb politisk Kløgt. Nu blev Christendommen folkekjær; den, der ei troede paa Underne ved den slagne Konges Liig, mistænktes og forfulgtes som en Forræder, der begunstigede Knytlingernes forhadte Herredømme.
Paa den Tid, da Christendommen saaledes endelig grundfæstedes i Norge (omtrent 1035), havde Munkevæsenet allerede i flere Aarhundreder blomstret i det sydlige og vestlige Europa, og Munkenes sværmerske Iver, asketiske Liv og strenge Observans var allerede forlængst i Forfald. Fra Ægypten – det christne Munkevæsens Vugge – var det allerede i 4de Aarhundrede forplantet til Italien, hvorfra Munkene efterhaanden udbredte sig over Vesteuropa, og her optraadte Munkevæsenet først i den Form, i hvilken vi kjende det i Norge. Munkelivets Grundtanke – ved Afsondring fra Verden og dens Fristelsen ved streng Levemaade, Selvpinsler o. s. v. at dræbe de kjødelige Lyster, samt under stille Contemplation at tilbringe sit Liv i frivillig Eensomhed, – er forchristelig; man har i Johannes Døberen et Billede af en saadan Guds Mand. Iblandt de Christne i Orienten opkom snart et lignende Sværmeri, som ved et Tilfælde (Forfølgelsen under Keiser Diocletian) foranledigede det orientalske Klosterliv, hvis Fædre Antonius og Pachomius vare[1]. I Occidenten derimod overgik disse Religiøse strax fra monachi (Eneboere) i egentlig Forstand til Klostermænd, en selvstændig Corporation, der sluttede sig sammen i særegne Bygninger, der dog oprindelig anlagdes i Udmarken paa Øer, eller deslige fra Verdens Larm afsondrede Steder, hvor de under forandrede Forhold antoge at kunne naa det samme Maal. Fra denne Art af occidentalske Munke (Benediktinere, hvorom i næste §) vare igjen de ved selve Bispestolene, altsaa i de større Stæder, stiftede klosterlige Samfund af Geistlige (Augustinere) oprindelig ganske forskjellige; men begge deelte sig snart med det stigende Antal Munke i mangfoldige Underafdelinger, og oversvømmede som en stedse voxende Strøm alle christne Lande. En endnu vigtigere Forandring var Munkevæsenets Overgang fra at betragtes som en ganske verdslig Indretning til at Munkene bleve op-
- ↑ Planck Geschichte I. 402–406. Om orientalske Klosterregler. ibld. 407. Anm.
