mens Lys hovedsagelig naaede Norge. I disse Lande var det forlængst tændt og almindelig udbredt, medens det i Nordtydskland og Danmark endnu ikke havde kunnet fortrænge Hedenskabets Mørke. Derfor blev den tydske Mission uden afgjørende Virkning paa Christendommens Indførelse i Norge, og derfor mødte og Pavernes sildigere Bestemmelse, at Erkebiskoppen af Bremen skulde være Hoved for den norske Kirke, bestemt Modsigelse af Kong Harald Haardraade, der vel stundom lod sine Biskopper indvie i Bremen, men erklærede sig selv for sit Riges geistlige Overhoved, da det ved hans Forfædre Norges Konger, og ikke ved Bremens Erkebiskopper var bragt til den christne Tro[1].
De Missionærer, der i disse hedenske Tider nu og da vovede sig over til Norge, have udentvivl i det Mindste for en stor Deel været Munke, men Sporene af deres Virksomhed her ere ganske forsvundne. I Haakon den Godes Tid (935–960) omtales 3 Kirker paa Møre, som Thrønderne opbrændte, og hvis Prester de sloge ihjel[2], men skjønt man heraf maa være berettiget til at slutte, at christne Kirker ikke have været saa ganske ualmindelige i Norge allerede før Midten af 10de Aarhundrede. havde dog som bekjendt Haakons Forsøg paa at indføre Christendommen et uheldigt Udfald. Han afstod derfra, og Eftermanden Harald Graafeld fandt det, skjønt selv Christen, politisk klogt at lade Enhver beholde sin Tro, en Politik, som Haakon Jarls Sønner i senere Tider ligeledes med Held fulgte. Hvad der iøvrigt kunde,være virket for Christendommen under Kong Haakon den Gode, forsvandt udentvivl aldeles under Hedningen Haakon Jarls lange Regjering og Olaf Tryggvessøn maatte derfor begynde forfra med engelske Prester[3]. Men at han kunde beholde Liv og Rige, uagtet den voldsomme Maade, hvorpaa han i sin Omvendelsesiver foer frem, vidner om Tidsaandens Forandring, og at Modstanden nu ikke længere saameget som før grundede sig paa Tillid til det Gamle, men snarere var en simpel Følge af Nordmandens Nationalsvaghed: Ulyst og Mistillid til alt Nyt. Frygten for Olafs rædsomme Hevn eller Lysten til hans gavmilde Naade skaffede i denne Tid Norge en Mængde Christne af Navn, men det var naturligviis i det Hele daarligt bevendt med denne Christendom Iver for Munkevæsenet fødte den vist ikke af sig. Endnu maatte indre Rystelser, fremmed Undertrykkelse.
