lede paa sin egen Kraft og Lykke[1]. Dette er imidlertid Vantroens Skjærsild, som Folkeslagene ligesaavel som det enkelte Menneske maa gjennemgaa, naar det vaagner til aandelig Selvbevidsthed, og hvorpaa alle christnede Landes Historie giver Exempler. Hvorlænge denne Overgangsperiode varede, lader sig vel ikke med Sikkerhed bestemme, men den har sikkert medtaget nogle Aarhundreder, eller varede vel omtrent ligesaa længe som det hedenske Norges stedse tiltagende Sammenstød med det christne Vesteuropa. Hvor langsomt det end gik, maatte dog den idelige Berøring med de christne Venner og Fiender lidt efter lidt berede den nye Lære Indgang i Norge selv.
Tre af Norges Konger, Haakon den Gode, Olaf Tryggvessøn og Olaf Haraldssøn bleve i England vundne for Christendommen; hvormange af de urolige Høvdingesønner maa da ikke foruden dem eller tilligemed dem have ladet sig døbe, uagtet deres Navne i Almindelighed ikke have naaet til os? De Spor af Christendom i Norge, som man har troet at kunne paavise for Haakon den Godes Tid, ere imidlertid faa og yderst svage. En Englænder Kendinger skal allerede i 6te Aarhundrede have sendt christne Missionærer til Norge[2], men deres Skjebne her er aldeles ubekjendt. Harald Haarfagers Foragt for fine Fædreneguder og hans mærkelige Ytring om den Gud, der har skabt Himmel og Jord, viser – om den iøvrigt er tilforladelig – en Aandsklarhed, som han udentvivl skyldte christne Begreber, og Christendommen kunde da ei heller være ubekjendt for en Fyrste, som modtog og sendte Gesandter til Englands christne Konge. Hertil kommer, at der er Sandsynlighed for, at den fra den nysoprettede Erkebispestol i Hamburg og Bremen udgaaede tydske Mission under Ansgar og hans Efterfølgere ogsaa har strakt sine Virkninger til det sydøstligste Norge (Viken), hvis Konger af Ynglinge-Ætten i 9de Aarhundrede stode i livligt Samkvem med det sønderjydske Rige. Om end Ansgar eller Rembert ikke have besøgt selve Norge, kunde deres Virksomhed i Nabolandet Vestergautland ikke været uden Indflydelse paa Nordmændene[3]. Men det var dog fra England og Ireland, at Christendom-
- ↑ Olaf Herr Saga, i Kbhn. Udg. Cap. 188. Heimskr. Cap. 212. Det fortælles om Olaf Tryggvessøn, at han aldrig havde ofret til Guderne, Fornm. Sög. I. 133, og dog medgik der mange Aar, efterat han havde gjort Bekjendtskab med Thangbrand og andre Biskopper og christne Fyrster, før han lod sig døbe af en Abbed paa Syllingerne (Scilly-Øerne ved Cornwall).
- ↑ Pontoppidans Annaler I. 18.
- ↑ Jfr. herom Munchs Norske Folks Historie I. II. 272 ff. og hans Afhandling i Norsk Tidsskrift IV. 101 ff.
