At Nordmændene paa deres Søtog i Vesten, især til de britanniske Øer, allerede tidlig vare komne i Berørelse med Christne, er almindelig bekjendt, ligesom og at dette idelige Samkvem mellem Christne og Hedninger frembragte et Slags Mellemting mellem Hedenskab og Christendom, som oftere omtales. Vikingen eller Kjøbmanden var nemlig sjelden at formaa til ubetinget at forlade sin Fædrenetro og antage den nye Lære ved at lade sig døbe; derimod lod han sig gjerne i Udlandet primsigne, eller betegne med Korsets Tegn, den første Handling ved Daaben, for med større Tryghed og Fordeel at kunne færdes blandt de Christne. Saaledes svarede Kong Olaf den Helliges Hirdmand Toke paa Kongens Spørgsmaal, om han var døbt: „Jeg er primsignet, men ikke døbt, fordi jeg har været snart sammen med hedenske Mænd, snart med Christne“[1]. Ved denne Ceremoni ansaa Nordmanden sig imidlertid ikke bunden til den christne Tro, ei heller antog han, at dens Virkning vedvarede længere end Opholdet i Udlandet. Hjemme mellem Fjeldene raadede efter hans Mening Tordenguden fremdeles, og det var kun i Frankrige og England, at den hvide Christ kunde være ham til nogen Nytte. Denne Vaklen mellem Hedenskab og Christendom er iøvrigt naturlig og den fødte af sig en Tvivl paa de gamle Guder og en Mistillid tit den nye, der tilbød sig, som efterlod Mennesket i en ulykkelig Forfatning. Paa et saadant religiøst Standpunkt maa de Mænd have staaet, der efter Sagaernes Beretninger erklærede, at de hverken troede paa Christus eller Aserne, men sto-
- ↑ Þáttr af Tóka Tókasonar i Fornm. Sög. V. 303. Om Primsigning (prima signatio) og dens reent jordiske Øiemed kan og sees Fornm. Sög. I. 139. 142. Eigils Saga c. 50, Þáttr af Norna-Gest i Fornald. Sög. I. 314. 339. o. fl. St. Jfr. iøvrigt udførligere om Christendommens første Opkomst blandt Nordmændene Munchs Norske Folks Historie. {{antikva|I. ii}. 268–283.
