ger. Beboerne selv omtales ikke i Samtidens Optegnelser[1]. Derimod finder man, at flere Munke fra de andre Klostre have gaaet over til den lutherske Lære, og modtaget Ansættelse som Prester omkring i Landet. Saaledes blev Abbeden i Hovedøen Sogneprest i Oslo, Abbeden i Lyse Sogneprest paa Os, og Dragsmarks Præmonstratenseres Skriftefader Nikolaus Peterssøn blev luthersk Prest i sit reformerede Kloster. Fremdeles finder man i de ved Prestegaardene omkring i Landet førte Fortegnelser over Sognepresterne, der i Almindelighed synes at være paabegyndte rum Tid efter Reformationen, og derfor ikke altid kunne ansees for paalidelige for den ældste Tid, oftere en Munk anført som første luthersk Prest i Kaldet, og man tør del derfor i det Hele antage, at de dygtigste Munke have valgt denne Levevei, som paa Grund af den store Mangel paa Prester, som ved Kirkeforbedringen opstod, neppe var vanskelig at komme ind i, medens de ældre og svagelige ere forblevne i Klostret, og de udygtige og liderlige have draget ud i Verden, og slaaet sig igjennem som Skriverkarle, Tiggere o. s. v.
Senere Bestemmelser vedkommende Klostervæsenet i Norge kjendes ikke; ei heller synes flere at have været nødvendige, da Klostrene nødvendigviis efter de givne Love efterhaanden maatte befries for sine gamle Beboere, hvorved Klostergodset blev et frit kongeligt Len; thi i Norge optoges ikke, saaledes som Tilfældet var i Danmark med Birgittinerklostrene i Mariager og Maribo, og i Sverige med Vadstena, nye Søstre fremdeles, eftersom Plads blev ledig[2], og førend Aarhundredet var til Ende, vare saaledes alle levende Spor af Klostervæsen i Norge forsvundne. Idet vi nu slutte dette Afsnit, skulle vi derfor kun i chronologisk Orden give en Oversigt over de norske Klostres Sekularisation, forsaavidt den hidtil er bekjendt. Den begyndte under Christian II med Dragsmark (før 1519) og Gimsø (før 1523); derpaa under Fre-
- ↑ Kun om Dominikaner-Prioren i Bergen Olaf Mortenssøn veed man, at han efter Klostrets Brand 1528 flyttede til dets Gaard Milde ved Bergen, hvor han endnu i 1539 boede uden offentlig Virksomhed. Nogle af hans Munke tjente Hr. Vincents Lunge som Hofmænd (ɔ: Skriverkarle eller lignende underordnede Betjente.)
- ↑ Vistnok have de kongelige Forleningsbreve paa Klostrene, lige til henimod Slutningen af Frederik 2dens Regjering, det Tillæg, at Vedkommende skal føde og klæde de Munke eller Nonner, som der ere inde; men dette Tillæg er ordret udskrevet af de ældre Lensbreve og sandsynligviis indkommet af Uagtsomhed eller af Forsigtighed, om endda en enkelt gammel Klosterboer skulde leve.
