Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/192

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
184
Andet Afsnit.

være, førend I Eder hid i Riget begivendes vorde“[1]. Dette Hensyn til Norge i Forening med de danske Biskoppers Ulyst til at vælge den lutherske Hertug Christian, gjorde, at Kongevalget blev udsat til Midsommer 1534[2], og Erkebiskop Olaf sammenkaldte det norske Rigsraad, menige Adel og Almue til Bod i Romsdalen til 15de August, hvorfra imidlertid de fleste søndenfjeldske Herrer under allehaande Udflugter afholdt sig, medens Almuen gav disse udeblivende sin Fuldmagt[3]. Biskop Hans af Oslo tilstillede dette Møde en Forestilling, hvori han omtaler de Indgreb, Christian II og Frederik I havde tilladt sig i geistlige Sager ved at indsætte verdslige Forstandere i Gimsø, Olafs- og Værne-Kloster, samt Mogens Gyldenstjernes Adfærd mod Hovedøen, og forlanger, at Rigsraadet overeensstemmende med den fra Danmark gjorte Opfordring skulde snarest muligt bringe Alt igjen paa den forrige Fod[4]. Men dette blev der Intet af. Det danske Rigsraad havde 18de Juni indbudt det norske til Kongevalg i Kjøbenhavn til St. Hans-Dag 1534, og uden Hensyn til det ældre Brev indblandet sig i Norges indre Anliggender. Den gamle Kong Christians Tilhængere i Danmark reiste Hovedet, og forenede sig med Grev Christoffer af Oldenborg og Lybekkerne for at sætte ham paa Tronen. Et fælles Kongevalg blev saaledes umuligt, og Grevens Feide gav det dansk-holstenske Parti i Danmark saameget at gjøre, at Tiden nu havde været for Norge til at optræde selvstændigt og afgjørende. Men dette ulykkelige Rige var selv splittet i sit Indre, og dets første Mand, Erkebiskoppen, ikke sin store Opgave voxen. Hans mange, hinanden krydsende politiske Planer, i Forbindelse med de mange private Stridigheder, hvori han havde indviklet sig, gav ham ikke Tid eller Kraft til at tage sig med alvorlig Udholdenhed af Noget. Biskop Hans Reff meldte sig syg, maaske for at undgaa at tage Parti; Biskop Olaf Thorkildssøn af Bergen havde faaet sin Andeel i Rovet, og var ganske i Lunges og de øvrige Danskes Sold, og blandt de verdslige Rigsraader havde de Danskfødte Overmagten baade i Antal, Rigdom og Dygtighed Det var ikke at vente, at de skulde vise sig tilbøielige til at tilbagegive de rige Godser, de allerede vare i Be-

  1. Aktstykker til Grevefeidens Historie. 2den Samling. S. 10.
  2. Nye danske Mag. II. 210. 222.
  3. Flere Diplomer i den Münch. Saml. jfr. Paludan-Müllers Grevens Feide. II. 46 ff.
  4. Münch. Dipl. No. 3234. Trykt i 1ste Udgave af dette Skrift 764–768.