Tid at forhindre; men senere kom Klostret dog i Lykkes Arvingers Besiddelse. Derimod lykkedes det ikke Vincents Lunge i 1531 at bemægtige sig Utstein Kloster, da Biskop Hoskold af Stavanger med Kraft modsatte sig, og jog Lunges der indsatte Foged bort. Allerede paa denne Tid vare dog de fleste og rigeste Klostre i Landet komne i danske Lægmænds Hænder, og sandsynligviis vilde det ikke varet længe, førend de faa endnu i Munkenes Værge forblevne Klostre[1] vilde gaaet samme Skjebne i Møde, dersom ikke atter de politiske Forhold havde tvunget de verdslige Reformatorer til i nogen Tid at holde inde.
Frederik I døde nemlig paa Gottorp Slot den 10de April 1533, og det havde ikke lykkes ham hverken i Danmark eller Norge at faa sin Søn Hertug Christian valgt til sin Eftermand. Frygten for at Norge nu skulde falde fra, og enten vælge sig en egen Konge (man vaklede mellem Christian IIs Søn Hans og hans Svigersøn Pfalzgrev Frederik), eller forene sig med Sverige, bevægede det danske Rigsraad til denne Gang mere end ellers at tage Hensyn til Norges Ret. Norges Rigsraad blev strax (fra Kjøbenhavn 25de April) underrettet om Kongens Død, og da som Følge heraf det af denne til Juni berammede Møde maatte gaa ind, opfordrede det danske Rigsraad det norske til at bestemme et senere Møde til fælles Kongevalg. Vel bekjendt baade med den norske Geistligheds Indflydelse i Norge og den almindelige Forbitrelse over Kong Frederiks og hans Lensmænds Færd mod Klostre, Kirker og Hospitaler, ansaa det danske Rigsraad det fornødent, for atter at forsone Nordmændene, at fornegte-Alt, hvad det gjennem sit svage Verktøi Kong Frederik hidtil havde udført i Norge, og skriver derfor i samme Brev til det norske Rigsraad: „Hvis Brøst, som hertil desværre med Kirker og Klostre skeet er, bede vi, at I det selve i en god christelig Skikkelse igjen bestille og reformere ville, som det sig bør at
- ↑ De her ikke nævnte Klostres Skjebne i denne første Periode af Sekularisationen kjendes ikke med Bestemthed. Lysekloster havde mellem 1532–1536 faaet Abbed Matthias fra Tuterøen til Forstander. (Dipl. i danske Geh. Archiv.) Mærkeligt er det, at vore Kilder aldeles intet nævne om Minoritterne. Da samtlige Munke af denne Orden bleve udjagede af deres Klostre i Danmark i 1528, kunde det synes rimeligt, at de danske Magthavere i Norge ei heller have sparet dem her. Men i saa Fald vilde dette vistnok kommet paa Tale i Biskoppernes Klager og de Misfornøiedes Beretninger til den landflygtige Konge. Vi antage derfor, at Tiggermunkene for det Første have levet i Fred, nærmest maaske fordi Bybefolkningen i Norge i det Hele var katholsk.
