kes og Lunges rige Svigermoder, den mandige Fru Ingerd Ottesdatter til Østeraad, lod sig om Vaaren 1531 af Klostrets Nonner vælge til dets Forstanderske, og forbeholdt sine Døtre samme Net, af Frygt, som hun skriver til Erkebiskoppen, for at nogen Anden skulde vælte sig derind; men Olaf modsatte sig med Alvor dette, saa det maaske for det Første ei blev Noget af Overdragelsen, uagtet der erhvervedes kongelig Stadfæstelse derpaa.
Thi nu indtraf en Begivenhed, der nødte det danske Adelsparti til idet Mindste for en Tid at standse med deres reformatoriske Iver. Den landflygtige Christian den Anden havde efter 8 Aars Ophold i Tydskland og Nederlandene endelig med stor Anstrengelse bragt en Hær paa Benene og faaet udrustet en Flaade. Hans Tilhængere havde havt et opmærksomt Øie henvendt paa Tingenes Gang i Norge, og trolig meldt ham Alt, hvad FrederikI og det danske Rigsraad foretoge sig mod Haandfæstningen. Da han nu havde Hæren rede og erfarede, at den hele Geistlighed i Norge var høist misfornøiet med Adelens Færd mod Kirker og Klostre, samt med Kongens egenmægtige Indgreb i Kirkens Rettigheder[1], besluttede han over Norge at gjøre et Forsøg paa at gjenvinde sine tabte Lande. Fra Hesnes Havn, hvor hansFlaade, forsaavidt den kom frem efterat have lidt meget ved Storm, løb ind, udstedte han 6te Novbr. 1531 et aabent Brev til alle sine troe Undersaatter i Norge, Biskopper, Prælater, Abbeder, Priorer og Prestemænd, Riddere og Riddersmænd, Kjøbstædsmænd, Bønder og menige Almue, hvori han melder, at han i Holland havde erfaret den Uret og Uskjel, som uden Skyld og Brøde var paaført Nordmændene af dem, som havde gjort sig selv til Herrer over dem i hans Fravær, og derfor samlet et mægtigt Antal Krigsfolk, for at frelse dem derfra[2]. Hans Opraab fandt Gjenklang baade hos Geistlighed og Almue; det søndenfjeldske Rigsraad opsagde 29de Novbr. fra Oslo Kong Frederik I Huldskab og Troskab, og samme Dag fornyede Erkebiskop Olaf i Throndhjem for Gustaf Trolle sin Troskabsed til Kong Christian[3]. De verdslige Høvdinger i Landet vare derimod deelte i to Partier, hvoraf dog det danske var det mægtigste, da Frederik I ved Efterretningen om sin Brodersøns Rust-
