satte Sagens Afgjørelse til en kommende Herredag, hvor som sædvanlig Intet blev bestemt, da hverken Kongen eller Nordmændene mødte[1]. Imidlertid havde Svogrene Vincents Lunge og Nils Lykke benyttet sig af de urolige, næsten lovløse Tider til at forøge deres Formue paa de bergenske Klostres Bekostning. Lunge havde som nævnt faaet Nonneseter, og dette Klosters Gods var ved dets forrige Cisterciensernonners Udjagelse for største Delen lagt til Munkeliv, medens kun en ringe Deel deraf fulgte med Klostret til St. Antonsmunkene, og fra dem altsaa til Lunge. Her var saaledes en god Leilighed til at forfølge Abbedissen i Munkeliv med Processer angaaende Nonneseters Gods. Den nye Lensherre paa Bergenhuus, Esge Bilde, understøttede sine Landsmænd, og allerede i 1529 gik det Rygte i Bergen, at Hr. Nils Lykke skulde have Munkeliv i Forlening[2]. Dette blev dog Intet af; thi Frygten for Christian den Andens Rustninger i Holland henledede Opmærksomheden paa dette Klosters fordeelagtige militære Beliggenhed, og vakte Frygt for, at den forjagede Konge ved de Katholskes Hjelp skulde sætte sig fast der, og saaledes beherske Byen. Samtidig hermed fandt man, at Byens Domkirke og Bispegaard laa Slottet for nær og vilde i Tilfælde af Angreb fra Søsiden hindre Slottet i at forsvare Byen. Dette gav da Anledning til vidløftige Undersøgelser og Forhandlinger (1529–1531) angaaende Nødvendigheden af hine geistlige Bygningers Nedrivelse, og Birgittinerne i Munkeliv fik ved enhver Leilighed høre, at de skulde miste deres Kloster, hvad enten det faldt i Lykkes Lod eller anvistes Biskoppen og Domkapitlet som Vederlag for deres Domkirke. I Februar 1531 overlode Biskop Olaf og hans Kapittel deres Gaarde og Domkirke til Kong Frederik, mod igjen at „indtage Munkeliv, det bemande og forsvare mod Rigets Fiender, samt bruge og beholde som Bispebolig og Domkirke.“ Esge Bilde lod da Abbedissen og Confessoren underrette herom, og tilbød dem indtil Videre at benytte Allehelgens Kirke og to Gaarde derved som Kloster;* men de vilde ikke give sit Minde hertil, og begave sig for største Delen ud af Klostret, Nogle hjem til deres Slægt, Andre til Moderklostret Vadstena. Saaledes var Norges anseeligste Kloster ophævet over 6 Aar før Reformationen. Reins Nonnekloster ved Nidaros fik samtidig hermed ogsaa en verdslig Forstanderske. Lyk-
