paa en saa aldeles ukirkelig Maade, at kun Geistlighedens politiske Magt og dens Formue forsvandt, medens man overlod til en langt sildigere Tid, til Christian den Fjerde, at ordne selve Kirkevæsenet paa protestantisk Fod. Reformationen i Norge udgik derfor heller ikke fra den lærde Stand; man finder ikke engang, med Undtagelse af Beretningen om en Munk Antonius’s Prædiken i Bergen[1]; at den nye Lære er bleven forkyndt for Folket, eller at nogen dygtig Geistlig havde erklæret sig for samme, førend de verdslige Magthavere allerede med fuld Iver reformerede paa deres Viis. Disse Herrer fandt nemlig i Reformationen et nemt Middel til at berige sig selv og til at fortrænge af Rigsraadet en Stand, der oftest havde dannet det nationale Oppositionsparti mod den danske Adels Indtrængen, og man kan ikke læse hiin Tids Brevvexling mellem Konge, Rigsraad, Adel og Geistlighed, uden stedse mere at bestyrkes i den Overbeviisning, at selve Religionsforbedringen var dem Alle en ligegyldig og uvæsentlig Gjenstand, medens Spørgsmaalet hovedsagelig dreiede sig om, hvem der skulde faa Løvens Part af Byttet.
Her faldt naturligviis Klostrene først og fremst i Øinene. Luthers Exempel og hans Skrifter mod Munkevæsenet, Klostrenes Sekularisation i de første protestantiske Lande, og fremfor Alt maaske de norske Klostres forholdsviis betydelige Gods fristede Konge og Adel altfor meget, til at de længe kunde afholde sig fra at efterligne Tydskerne Disse egennyttige Bevæggrunde for en Reformation i Kirkevæsenet er dennes Skyggeside, og har i dens Fienders Hænder været et farligt, ofte med Held ført Vaaben mod Protestanterne, og i intet Land, selv Sverige ikke undtaget, forekommer det os, at de fremtræde mere aabenbart og mindre ledsagede af Overbeviisningen om selve Kirkeforbedringens Vigtighed og Nødvendighed forøvrigt, end netop i Norge[2]. Alle Dagens reformatoriske Spørgsmaale dreiede sig om de reent verdslige Pengeinteresser,
- ↑ Ifølge Huitfeld og Edvardssøn; den sidste efter Absalon Pederssøns tabte Oration om Mag. Geble. Jeg har forhen antaget, at hermed meentes en Antonsmunk, men da den samtidige Absalon beretter, at denne „Hr. Antonius“ siden blev Sogneprest til Halvardskirken i Bergen, maa han ialt Fald have havt dette Navn. (Norske Saml. 8vo. I. 4.)
- ↑ Om hvorledes man i Danmark handlede med Nonneklostrene, giver Reformationens talentfulde Modstander Paul Eliesen Oplysning i sin Afhandling „om Syges og Fattiges Pleie“. Sechers Udg. I. 155. Men i dette Rige førtes dog en livlig religiøs Kamp ved Siden af den politisk-økonomiske, skjønt man vel maa indrømme, at det sidste Hensyn ogsaa her var det overveiende.
