Vældes Tid bidrog til at støde Menneskeslægten fremad paa Sandhedens Vei, uden derfor i vore Dage at kunne betragte det som andet end et udnyttet Redskab Bogtrykkerkunsten og den klassiske Videnskabeligheds Gjenoplivning i Midten af 15de Aarhundrede bibragte Klostrene Naadestødet. De vare fra den Stund af en Udvæxt paa Kirkens Træ, der trak dets Safter til sig uden at bidrage til dets Udvikling. Den Reformation i Kirken, som Luther og hans Samtid udførte, rammede derfor og strax Klostrene, og at slige Stiftelser endnu i flere katholske Lande staa ved Magt, grunder sig vistnok mere paa hierarchisk-conservative, end paa christelig-katholske, i selve Lærebygningen begrundede Hensyn. Buen og Pilen, Brystharnisket og Pantserskjorten vare herlige Vaaben for deres Tid, men Krudtets Anvendelse i Krigen gjorde andre Angrebs- og Forsvars-Midler nødvendige. Bogtrykkerpressen var det Krudt, som sprængte de ved Uvidenhed og Usædelighed allerede undergravede Munkeboliger i Luften, og hvor de endnu findes, staa de som Minder om en svunden Tid, de ikke formaa at kalde tilbage.
Skjønt de fleste norske Biskopper paa Reformationstiden vare velstuderede Mænd, der i Udlandet havde fuldendt deres Dannelse, og saaledes neppe have gaaet fri for Tidsalderens reformatoriske Stræben[1], var dog det religiøse Liv i Norge, i det Mindste saavidt dets Reformationshistorie hidtil er bekjendt, saa lidt udviklet, at Trangen til en Kirkeforbedring neppe føltes[2]. Den vilde vel derfor ikke paa den Tid uden ved Tvang, og, som det skede, i Forbindelse med Statsformens Omstyrten være bleven gjennemført, og da dette nu skede, foregik det
- ↑ Blandt 8 navngivne Kanniker ved Nidaros Domkapittel 1532 vare de 3 Magistre, altsaa i Udlandet promoverede Geistlige (Münch. Dipl. No. 3181), Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn, Biskop Magnus af Hammer, og, som det synes, Hoskold af Stavanger havde alle studeret i Rostock, Hans Reff af Oslo i Paris, Mag. Geble Pederssøn, der blev første lutherske Superintendent i Bergen, først i Alkmaar og siden i Løven, og var allerede tidlig Reformationen af Overbeviisning hengiven.
- ↑ Sagnet om en „heliig Broder Steffen“ i Tuterøen, der en rum Tid forud skal have spaaet Munkene en brat Undergang, viser, at Følelsen af en Reformations Nødvendighed ogsaa i Norge har paatrængt sig Enkelte, der frie for Tidens Fordærvelse agtede paa dens Tegn. (Peder Claussøn, Norges Beskriv. 78.) I 1487 var en „Broder Helge Staffan“ Abbed i Gudeberga eller Huseby Kloster i Dalarne (Diplom. Dalekarlicum I. 139.) Et lignende Sagn gik paa Absalon Pederssøns Tid (1570) i Bergen (Norske Saml. 8vo. I. 20); gjælder det samme Mand, har han maaske draget om som Bodsprædikant.
