lighed. I det Hele synes det ikke urimeligt, at Klostrenes Landbønder ved oftere at deelagtiggjøres i enkelte af Munkenes Friheder, f. Ex. for Leding eller Skydsfærd, hvormed Almuen høilig besværedes, have havt en fordeelagtigere Stilling end andre Bønder, og dette har afgjort været Tilfældet for dem, som nu og da af særskilt Naade underlagdes Klostrets Jurisdiktion (ovenfor S. 88). Ligesaa vare vel Kongernes og Biskoppernes særskilte Værnbreve for Klosterleilændingerne ikke ganske uden Virkning for disse[1]. Da saaledes Provsten paa Lister havde bandsat Munkelivs Landbønder og Ombudsmand der i Egnen, anmodede Biskop Haakon af Bergen Biskoppen af Stavanger om strengt at irettesætte Provsten derfor, hvis Haakon ikke skulde nødes til at gaa frem mod denne med den Myndighed, hvormed han af Paven var udrustet[2]. Ikke alle Bønder kunde gjøre Regning paa saa kraftig Hjælp, naar de forurettedes.
Et virksomt Middel til at vedligeholde den gode Forstaaelse med Almuen og sin Indflydelse paa)denne fandt Munkene i de verdslige Brødre, aandelige Venner, Tertiarier, eller hvad de ellers kaldtes, som alle Munkeordener, men især Johannitterne og Tiggerbrødrene, optoge deels for Betaling, deels som Erstatning for viste Tjenester, deels i Haab om saadanne. Her mødtes Almuens og Munkenes Interesser; thi da de Mænd eller Kvinder, der paa slig Maade formelig vare optagne i Ordenens Broderskab, deelagtiggjordes i enkelte verdslige og – efter Løftet i Brødrelagsbrevet – i alle Ordenens aandelige Goder, var saadan Optagelse en Fordeel, som ikke blot den lavere Almue, men endog Rigets første Mænd attraaede, da de paa denne Maade, uden i nogen Henseende at forsømme de jordiske Sysler, kunde sørge for sit evige Vel For Munkene vare disse paa den anden Side i mange Henseender gavnlige, om ikke uundværlige. De Pengesager, Franciskaneren ikke selv turde befatte sig med, overlod han til en af Ordenens aandelige Venner at bringe i Orden. Skulde Birgittinerne have et Privilegium eller deslige udvirket hos Kongemagten, da var det Pligt for Ordenens sorores og fratres ab extra af al Magt at befordre Sagen Dominikanerne tællede ligeledes ofte anseelige Mænd blandt deres Tertiarier. Saaledes kalder Konventet i Nidaros 133* Sysselmanden i Jæmteland, Harald, sin Medbroder og sande Velgjø-
