mindelighed ere faldne ud til Klostrets Fordeel, ligger dette hverken deri, at dette altid havde Ret, eller at Dommen var,partisk, men ligefrem deri, at det kun var de vundne Eiendomstrætter, hvorom Munkene bevarede Retsbeviserne, medens de ingen Opfordring havde til at forsyne sig med Domsbreve i tabte Sager. Dette blev Modpartens Sag, og af slige Breve findes nu yderst faa bevarede. Hertil hører f. Ex. en Dom af Oslo Lagmand af 1401, hvori han dømmer Abbeden af Hovedøen og Presten paa Eidsberg til enten at anlægge en ny Vei over de Eiendomme, begge disse havde i Eidsberg, eller ifølge Landsloven lade Bønderne fremdeles bruge den Førselsvei, som de i lang Tid havde benyttet[1].
Om Klosterleilændingernes Stilling i Forhold til andre Leilændingers have vi ingen afgjørende Oplysning fundet; dog har den neppe været slettere. Den Lethed, hvormed Klostrene kunde faa kjøbt Jordegods af selve Bønderne, der ofte frivillig overgik fra Odelsmandens uafhængige Stilling til Bygselmandens[2], synes at tale for, at hverken Afgiften har været overdreven eller Behandlingen haard. De Exempler paa det Modsatte, som enkelte Klostres Historie afgiver, høre vist til Undtagelserne, og andre Bygselmænd vare vel ei heller altid frie for Jorddrottens umilde Behandling. Blandt Klagemaalene over Abbed Erik i Utstein 1333 anføres, at han Aaret forud havde taget 12 Mand med sig med Ballister og Lænker, begivet sig til Klostrets Gaarde, og mod Biskoppens Forbud ranet og plyndret utalligt Gods, som han derpaa med sine Følgesvende havde forødt i Drik og anden Overdaadighed[3]; og om Abbed Matthias af Tuterø anføres, at han havde bedraget mange af Landbønderne, og paalagt dem ulidelige Afgifter[4]. Men dette var alt aabenbar Uret, som Intet beviser angaaende Forholdene i Alminde-
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 557.
- ↑ Mærkeligt i denne Henseende er et Vidnesbyrd af 1293 (Munkelivs Brevbog 123. Thork. Dipl. II. 141), hvorefter en Bonde havde solgt sin Gaard til Abbeden af Munkeliv, for at faa Penge til Julekost. Forskjellen mellem Odelsmand og Leilænding kan ikke have været stor, naar man saaledes uden sand Nødvendighed opgav sin Eiendomsret.
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4.
- ↑ Münch Dipl. No. 3187.
mellem Hovedøen og Mariæ Kirke i Oslo angaaende noget Tømmer, negtede Biskoppens Official at stevne Munkene i Hovedøen, men Aarsagen synes at have ligget i formelle Feil fra Kanslerens Side.
