deels i Klostret, deels i Bispestaden eller udenlands, og lod Kirketjenesten besørge af en slet lønnet Vicarius, blev det Almuen af Vigtighed, hvem der udnævnte dens Prest, og hvorvidt denne var Kannik eller Munk tillige; thi Vikariatvæsenet har altid været et fordærveligt Misbrug i Kirken. Men dette fandt uden al Tvivl hyppigere Sted ved Sekulargeistlighedens end ved Klostrenes Sognekirker. Kannikens slet lønnede og overlæssede Kapellan i det Mindste stod hverken med Hensyn til Kultur, Videnskabelighed eller udvortes Livsomstændigheder synderligt over den Almue, blandt hvem han skulde virke, medens Klostret enten holdt en fast Prest ved Kirken, der som saadan havde sit udkomme, eller lod Tjenesten skifteviis besørge ved Munke.
Om Munkenes Forhold til Almuen er i det Foregaaende oftere leilighedsviis talt, samt paaviist, at det i Almindelighed var godt. Aarsagen til, at Almuen som oftest gav dem Fortrinnet for Sognepresterne, laa ikke alene i den Tro, at deres Messer, Aflad, Skriftemaal og Gravsteder vare helligere end Sognepresternes, men vi søge det visselig ikke med Uret tillige for en stor Deel deri, at Forholdet til Sognepresterne var tvunget og lovbestemt, følgelig et Pligtforhold, til Munkene derimod frivilligt, stundom hemmelig tilsneget, og følgelig et Kjærligheds- og Tillids-Forhold. Det er ikke først i vor Tid, at Sognebaandets Løsning har fundet Forsvarere;, en saadan aandelig Frihed har til alle Tider tiltalt saavel den oprigtige Christne, der i sin Tro ikke stemmede med sin Sogneprest, som Fritænkeren, der med Glæde vilde gribe Leiligheden til at løsrive sig fra lovlige Forpligtelser[1]. Egennytten bragte Munkene til at bestyrke saavel den Ene som den Anden i denne Lyst til Uafhængighed, og naar da Biskoppen ifølge Pligt og Skyldighed anvendte Lovens Bud mod slige Misbrug, udlagdes dette som en Følge af Sognepresternes egennyttige Klage, og Uordenens Ophavsmænd, Munkene, erstattedes rigeligt deres Uleilighed ved forøgede Gaver og hyppigere Benyttelse, hvor det lovligt kunde ske. Vidnesbyrd om fiendtligt Forhold mellem Munke og Almue høre derfor til Undtagelserne, og vi have ikke truffet paa Noget, der med Bestemthed har Præget af almindelig
- ↑ Til denne Klasse hørte de tydske Handelssvende i Bergen, som frygtede Bandsættelsen, fordi den ifølge Tidsalderens Rædsel for den Bandsatte virkede ufordeelagtig paa deres Handelsdrift, og derfor gjennem Tiggermunkene søgte Adgang til Kirken. Naar dette ikke hjalp, underkastede de sig vel og for enkelt Gang Biskoppens Dom, men grebe strax Leiligheden, naar den gaves, til at hevne sig paa sin Prest ved at forholde ham hans Rettigheder.
