har staaet Geistligheden imod[1]. Efter denne Tid blive Vidnesbyrdene om Munkenes og Presternes indbyrdes Uenighed færre, sandsynligviis ligesaameget en Følge af, at Forholdene nu efterhaanden vare blevne ordnede, som af begge Partiers forbedrede Formuesforfatning, der gjorde dem mere ligegyldige ved enkelte Indgreb; men endnu i 1443 bandsatte Biskop Olaf af Bergen Dominikanerne sammesteds, saafremt de ikke 3 Dage efter Oplæsningen af hans Befaling igjen opgrove og lode bortbringe en Forbryders Lig, som de med Tilsidesættelse af Kirkeloven havde begravet paa deres Kirkegaard[2].
Det er især om de eximerede Munkeordener, Talen her har været, da disse nærmest og hyppigst maatte støde den geistlige Øvrighed, i hvis Virkekreds de indtrængte sig. De Vidnesbyrd om Uenighed mellem vedkommende Biskop og de hans Opsyn underlagte Klosterstiftelser, som man iøvrigt træffer paa, ere her af mindre Vægt, da de hverken synes at have været flere eller mærkeligere, end de lignende Formaninger, Drosler eller Straffe, som selve Sekulargeistligheden nu og da modtog eller idømtes af deres Foresatte.
I et særeget Forhold til den lavere Geistlighed kom Klostrene gjennem de Sognekirker, som de eiede, og hvori Gudstjenesten enten forrettedes ved Prestmunke fra selve Klostret, eller ved egne Kapellaner, som det ansatte ved Kirken. Denne Gjenstand er ovenfor berørt, idet der er viist, at slige Klosterkirker eller Kapeller paa Landet have i senere Tider givet Anledning til Klostersagn paa hine Steder, samt at flere af Norges Klostre eiede Sognekirker, og med Hensyn til disse stode i samme Forhold til vedkommende Biskop som andre Kirkeeiere eller Indehavere af Kaldsretten. Klostrenes Besiddelse af Sognekirker maa, som det synes, have været en baade Almue og Sogneprester temmelig ligegyldig Sag; thi da Prestmunkene vel stod paa samme Dannelsestrin som Sogneprestens Vicarius, blev Almuen lige vel eller lige ilde tjent med dem begge, og da det var meget faa Kirker i Landet, som gjennem Klostrenes Kaldsret berøvedes Sekulargeistligheden, kunde det ei heller være af nogen Betydning for disse. Kun forsaavidt som Almuen i det Hele forsømtes derved, at Presten ikke boede ved sin Kirke, men opholdt sig
