interessante Oplysninger[1]. Konventet i Nidaros beder heri blandt Andet deres forrige Foresatte om at hjælpe dem med nogle af Kirkens Gaver; thi Erkebiskoppen i Nidaros og hans Kapittel unde dem intet Godt, men paaføre dem Bekymringer med Hensyn til Fjerdeparten af alle Begravelser (quarta omnium funeralium, som nemlig Sekulargeistligheden tilkom), forbyde dem at prædike i Byen og paa Landet og at høre Skriftemaal, ligesom Erkebiskoppen under Trusel med Afsættelse har forbudt Sognepresterne at vise Prædikebrødrene Velgjerninger, og finder sin Glæde i at negte disse, hvad han forunder sine kjære Venner Minoritterne; og dette paa samme Tid som han endog tillader Cistercienserne at tigge, idet han giver dem Lov at tage Almuen til Gudsbord (communicare populum). – Om det end kan være Grund til at betvivle, at denne Klage forholder sig rigtig i alle Dele, da Erkebiskoppen vel neppe uden Grund har turdet negte Prædikebrødrene en saa uimodsigelig Ret som at prædike og høre Skriftemaal, saa oplyser den dog det spændte Forhold, som atter i 14de Aarhundrede fandt Sted mellem dem og Kapitlet, og det er ikke urimeligt, at dettes Forkjærlighed for Minoritterne, hvorom Brevet taler, staar i Forbindelse med den samtidige Kamp, især i Sverige, mellem begge Tiggerordener. – I det Hele var denne Tidspunkt, Kong Magnus Erikssøns Mindreaarighed, en haard Tid for Geistligheden; thi Rigsforstanderen, Hr. Erling Vidkunssøn, var den fiendsk, og synes med Flid at have understøttet dem, der satte sig op mod den geistlige Øvrighed. Han tog en fra Hovedøen bortløben Mester Arne i Beskyttelse, trods Abbedens og Oslo Biskops Reklamationer, og gjorde ham til kongelig Klerk, og i 1328 bestyrkede han Tydskerne i deres Vrangvillighed mod Bergens Biskop, hvem de negtede at betale Gaardetiende, ja holdt endog Sammenkomster med dem i den Anledning hos Prædikebrødrene, som, altsaa sandsynlig ogsaa denne Gang
- ↑ Orig. paa Perg. i svenske Rigsarchiv. En Afskrift deraf i Diplomatarium Langebekian. i Kbhvn. er henført til 1440, men da Broder Petrus Philippi, der før havde været Prædikebrødrenes Provindsial i Dacia, blev Erkebiskop i Upsala efter Olaf († 11te Marts 1330), og døde i August 1341 (Chronicon de archiepsc. Upsaliens. ed. Schefferus. Ups. 1673. 78 sq.), saa maa dette Brev nødvendig falde mellem disse Aar. Den norske Erkebiskop, hvorover der føres Klage, bliver følgelig enten Eilif Korte († 2den September 1332) eller Paal Baardssøn, snarest den sidste, da Brevet tyder hen paa de Stridigheder mellem Minoritter og Dominikanere, som i hans Tid udbrøde i Provindsen, og maaske vare foranledigede af Upsalas Erkebiskop (Regesta Danica I. 259).
