Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/175

167

§ 8. Forhold til Geistlighed og Almue.

at 3 Tydskere vare belagte med Kirkens Band, og forbød dem at have nogen Omgang med disse^[1].

I alt dette havde Biskop Arne fuld Ret, og han blev ikke staaende ved at hævde Kirkens Sag ligeoverfor Munkene inden sit Stift, men stræbte samtidig hermed ved Pavehoffet at udvirke Bestemmelser mod de exemte Munkeordener, saavel med Hensyn til deres Forhold til Geistligheden i det Hele, som især angaaende Prædikebrødrenes Pligt at betale en vis aarlig Afgift (portio canonica) til Sognepresterne, der oftere er paa Tale under Stridighederne^[2]. Arnes Broder og Eftermand Audfinn deeltog ligeledes med Varme i disse Stridigheder, og istandbragte endelig efter mange Underhandlinger et Forlig imellem Prædikebrødrene og Kannikerne, i hvilket endnu den gamle Privetsag omtales, og hvori forøvrigt mangfoldige Trætter bilægges^[3]. Samme Biskop forbød ligeledes ved Brev af 27de Marts 1320, foranlediget ved indkomne Klager fra Sognepresterne, under Bands Pine Alle og fornemmelig Presterne ved Apostelkirken (d. e. de kongelige Kanniker) og andre Klostermænd i Bergen at række Andres Sognemænd uden Nødvendighed Kirkens Velgjerninger og Herrens Legeme paa Paaskedag eller til andre Tider, da det stred mod Pavens Bud og Kirkeloven, ligesom det berøvede Presterne deres lovlige Offer^[4].

Med Hensyn til Klostrenes uvenlige Forhold til Sekulargeistligheden og især angaaende Uenighederne mellem denne og Dominikanerne, giver et Brev fra Prædikebrødrene i Nidaros til deres forrige Provindsial Broder Peter Philipssøn, da Erkebiskop i Upsala (1330–1341), flere

1. Dipl. Norv. II. No. 102. Begge Breve ere af 31te Mai, og tydelig af samme Aal; skjønt det sidste urigtig er dateret 1310.
2. Barth. IV. 315–316. 165–171. Björgv. Kálfsk. 131. Herom iøvrigt Mere i de enkelte Prædikebrødre-Klostres Historie. Til portio canonica hørte blandt andet quarta funeralium, som nedenfor omtales.
3. ibid. 165–171. Brevet er udateret; maaske er det derfor yngre end det herefter omtalte Forbud af 1320.
4. Suhm XII. 337 efter Barth. IV. 52–55. Udtrykket her: prestar at Postolakirkiu oc nokkorer aðrer klaustermenn i bönom, maa ikke tages bogstaveligt, som om Kannikerne ved Apostelkirken vare Klostermænd; thi Meningen kan her kun være samtlige exemte Geistlige i Byen, der gik Presterne for nær. At jeg heri har Ret viser og selve Brevet, hvor de oven nævnte Udtryk længere nede ere omskiftede med veraldar prester eða klaustra; thi verdslige Prester kunde de kongelige Geistlige kun i det Tilfælde kaldes, at de i ingen Deel vare klosterlige.