Endmere aabenbart gik Munkene Pavernes Hensigter med de givne
Privilegier for nær, naar de i Tillid til deres Exemtion ansaa sig berettigede
til at omgaaes med og tage Personer i Forsvar, som den sekulære
Geistlighed lovlig havde bandsat. Hvad enten Munkene her lededes
af Trods, af Lyst til at prøve Udstrækningen af deres Rettigheder,
eller af Egennytte, da den Bandsatte naturligviis fandt sig vel tjent med
i dyre Domme at betale en Bistand, som tilintetgjorde Bandsættelsens
Virkninger, saa var deres Fremfærd i denne Henseende lige forargelig,
og aabenbart i Strid med Begrebet om en christen Kirke. Ei heller
finder man, at de hos deres Foresatte have fundet Medhold i slig Selvraadighed.
Da Cistercienserne i Hovedøen havde holdt Messe for Kong
Sverre, uagtet han var bandsat af den norske og danske Geistlighed, ja
af Paven selv, bleve paa derover indkommen Klage til Abbeden af Citeaux
de Munke, som havde deeltaget i Messen, paa Cistereiensernes Generalkapittel
Aar 1200 idømte den i Regelen fastsatte Straf[1]. I 1309
havde nogle tydske Kjøbmænd, som boede Vinteren over i Bergen, negtet
at betale Tiende paa Grund af dette temporære Ophold, og bleve
derfor af Biskop Arne satte i Band. Men de saaledes Bandsatte vedbleve
desuagtet at gaa i Kirke hos Prædikebrødrene og Minoritterne,
under Paaskud af, at Biskoppens Excommunication ikke angik andre Kirker,
end han havde Myndighed over. Ved Brev af. 31te Mai s. A.
til samtlige „lærde Mænd, Abbeder, Provster, Chorsbrødre, Prædikere
og Barfodbrødre, Munker, Kanniker og Sogneprester“ inden Byen i
Bergen imødegaar Biskop Arne denne nye og urimelige Paastand, der
maatte – siger han – hvis den var sand, medføre, at Kirken var søndersplittet
i sit Indre. Derimod maa den Mand, der er bandsat i een
Kirke, nødvendig være det i alle, overeensstemmende med vor Tro, at
der er een, hellig, almindelig Kirke, og paa Grund heraf forbyder han
Alle og Enhver at give disse bandsatte Tydskere Adgang til deres Kirker,
da de vel maa vide, at enhver Geistlig, Klostermand eller Verdensmand[2],
Prædike- og Barfod-Brødre[3] ikke undtagne, der holder
Messe med vitterligt Bandsatte, selv paadrager sig Bandsstraf[4]. I
Forbindelse hermed tilkjendegav han alle Geistlige, exemte og ikke exemte,
Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/174
Denne siden er ikke korrekturlest
166
Andet Afsnit.
