Bosættelse. Da derfor Hertug Haakon Magnussøn havde besluttet at grundlægge et Franciskanerkloster i Oslo, og til den Ende i 1291 havde indkaldt nogle af Provindsens Brødre til Byen, hvor han selv gav dem Byggetomt, forbød Simon, Erkeprest ved Halvardskirken, i Biskoppens Navn Brødrene at fortsætte de paabegyndte Bygningsarbeider, truede Arbeiderne med Band, og da dette ikke hjalp, udførte han virkelig Truslen. Dette kom naturligviis for Paven, der strax tog sig alvorlig af Minoritternes Sag, og ved Bulle af 11te November 1291 befalede han Abbeden af Munkeliv samt Provsten og en Kannik ved Apostelkirken at undersøge Sagen, og om den forholdt sig som anført, at stevne Oslo Biskop, Erkeprest og Kapittel til at møde for Paven inden 4 Maaneder, for at lide Dom efter Loven[1]. Geistligheden tabte naturligviis, da dens egenmægtige Adfærd her var lige imod Minoritternes Privilegier, og Klostret blev bygget og staar tildeels endnu.
Ubetinget Ret havde derimod Biskop og Kapittel, naar de med al Magt modsatte sig de selvtagne Rettigheder udenfor eller tvert imod Privilegierne, som Munkene ikke saa sjelden forsøgte at tilvende sig. Den frie Ret til at prædike og skrifte var kun forundt de to Tiggerordener, men disses Exempel var for fristende til, at ikke de øvrige Munkeordener skulde forsøgt paa at efterligne dem. Saaledes tvistedes oftere om Begravelsesretten mellem vedkommende Prest og det Kloster, der laa inden hans Kald; endnu hyppigere søgte vedkommende Munke at trække Sognets Skriftebørn til sig, idet de paaberaabte sig den Ret til at skrifte deres Tyende og Undergivne, som Privilegierne i Almindelighed hjemlede dem. Her maatte da Biskoppen skride ind, skjønt hans Bestræbelser ofte bleve spildte ved Abbedernes Appeller til udenrigske Foresatte. I 1329 bandsatte den for sin Kirkes Rettigheder nidkjære Biskop Audfinn af Bergen Abbeden og Munkene i Lyse, deels fordi de havde siddet Dommen om Laxefisket i Oselven overhørige, deels fordi de tvertimod Kirkeloven havde indanket samme for Kongens Domstol, deels endelig fordi de uagtet given Advarsel vedbleve at høre de omboende Sognefolks Skriftemaal, at synge Messe for dem og betjene de Syge, samt Sognepresterne uspurgte havde begravet disses Sognemænd paa Klostrets Kirkegaard[2].
