forebygge, at de gamle Stridigheder om Udstrækningen af Munkenes Privilegier og disses rette Fortolkning idelig fornyedes til Forargelse for Folket, og til ikke liden Bekymring for Paven og begge Parters Foresatte. Det var især i 13de og 14de Aarhundrede, at denne Kamp stod paa, og fra den Tid har man derfor flere Formaningsbreve til gjensidig Forligelighed og Eftergivenhed[1]. Den ovenanførte Bulle vovede Geistligheden ikke ligefrem at modsætte sig, men man søgte ved List eller ad Omveie at naa Maalet. Det Middel, Kannikerne i Bergen hertil valgte, var ligesaa originalt som virksomt. Prædikebrødrenes Kloster laa under Bakken nedenfor Kannikegaarden, og begges Kirkegaarde stødte til hinanden. Nu anlagde Kannikerne deres Priveter med Bagsiden ud mod Klosterkirkegaarden, der da tilligemed Kirken og Haven oversvømmedes med Ureenlighed ovenfra, som i Sommeren 1247 frembragte en ulidelig Stank. Følgen blev, at Kirkesøgende udebleve fra Klostret, og at Ingen vilde lade sig begrave hos Brødrene. Paa disses Klage for Kardinal Vilhelm, der netop da opholdt sig i Bergen i Anledning af Kong Haakons Kroning, fik Kapitlet Befaling strax at nedrive disse Huse, og anlægge dem paa et Sted, der ei besværede Munkene[2]. Uvenskabet vedvarede imidlertid, skjønt det maatte skaffe sig Luft paa andre Maader, og næsten et heelt Aarhundrede igjennem havde Bergens Biskopper fuldt op at bestille med at bringe Forlig til Veie, der atter ved første Anledning bleve omgaaede eller brudte[3]. Forholdet i Nidaros var ikke bedre; Tvisten dreiede sig om de samme Spørgsmaal: Skriftemaalet, Prædike og Jordsæstnings-Retten, og det Forlig, den udvalgte Erkebiskop Birger i 1264 istandbragte, indeholdt Tønder nok til ny Splid[4]; i Oslo maatte Paven selv atter indskride for at saa Ende paa Kampen mellem Kapitlet og Dominikanerne, og vælge delegerede Dommere for at dømme dem imellem[5].
Efter den Erfaring, Domkapitlerne saaledes havde faaet angaaende Tiggermunkenes skadelige Indflydelse paa Geistlighedens Kaar, var det ikke at undres over, at de stræbte at forebygge flere slige Dødsfienders
- ↑ Se blandt Andet Dipl. Svecan. I. 500–503. Barth. III. 79–81. Iøvrigt henvises til Bispemødernes Bestemmelser i denne Henseende ovenfor, især S. 95, og til Specialhistorien.
- ↑ Dipl. Norv. II No. 7 og 8.
- ↑ Mere herom i de bergenske Prædikebrødres Historie.
- ↑ Thork. Dipl. II. 48–49. Dipl. Norv. I. No. 59.
- ↑ Dipl. Norv. III. No. 380. Suhm Danm. Hist. XIII. 720.
