Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
163
§ 8. Forhold til Geistlighed og Almue.

nu brøde Forfølgelser løs, som med faa Afbrydelser vedvarede gjennem mere end eet Aarhundrede. Det er Privilegiernes Natur, at de skade og forurette den Ene, idet de begunstige den Anden, og Tiggermunkenes (ovenfor § 2) truede næsten Sekulargeistligheden med Undergang. I alle 3 Nordens Riger forsøgte derfor Biskopperne at faa Tiggermunkenes Forrettigheder indskrænkede inden rimelige Grændser, men Dominikanernes Klage herom til Rom foranledigede en Bulle fra Pave Innocents IV af 17de September 1245 til samtlige Erkebiskopper, Biskopper, Abbeder, Prælater o. s. v. i Danmark, Sverige og Norge, hvori han strengt irettesætter disse, fordi de tillode Sekulargeistlige, ledede af Pengebegjærlighed, at hindre Prædikebrødrene, der havde valgt med Selvfornegtelse at tjene Christus i den yderste Fattigdom, at udføre deres Embede. Man havde saaledes, skriver Paven, villet negte dem at høre Skriftemaal, paalægge Pønitents og uddele Nadveren, samt at opbevare Herrens Legeme i deres Oratorier; man havde forbudt dem at begrave Folk paa deres Kirkegaarde og besørge Jordfæstningen; ja selv afdøde Brødres Lig vilde man først skulde bringes til Sognekirken, førend de maatte begraves i Klostret; man negtede dem Klokker, viet Kirkegaard, og Ret til at holde Gudstjeneste uden paa visse Tiders man vilde foreskrive dem et bestemt Antal Prestmunke, Klerke og Lægfolk, fastsætte Forbruget af Voxlys, Fakler og Kirkekar og tilvende sig selv Overskuddet, tvinge dem til at indfinde sig ved Prestemøderne og underkaste sig disses Bestemmelser, ja de truede endog med at ville holde Bodskapittel i Klostrene over Brødrene, og vilde tvinge Priorerne til at sværge sig Troskabsed Klostrenes Velgjørere forfølges under de løseste Paaskud med Bandsættelse, og Munkene trues med at udjages af deres Boliger, hvis de ikke underkaste sig i Eet og Alt. Fremdeles forlanger man Tiende af deres Havefrugter, og Afgift af deres Boliger „ligesom af Jødernes Huse,“ under Paaskud af, at Andre vilde betale Leie af Grundene, hvis ikke Munkene boede der. Alle disse Indgreb i Dominikanernes velerhvervede Rettigheder forbyder Paven derfor under Bandsstraf, som vedkommende lydige Erkebiskopper o. s. v. skulle med apostolisk Myndighed lyse over de ulydige[1].

I denne Pavebulle.har man Stridspunkterne mellem Munkene og Presterne samlet anførte, men Truslerne i Bullens Slutning kunde ikke

  1. Dipl. Norv. I. No. 29. Ogsaa heraf fremlyser det, at Dominikanerne havde faaet Byggetomt af Domkapitlerne.