i flere Henseender bidroge til disses Opkomst og Anseelse, og man kan
vel ikke uden Grund tilskrive Klostrenes og lignende Stiftelsers Undergang
samt de katholske Biskoppers Fald ved Reformationen den øiensynlige
Tilbagegang, hvori de norske Kjøbstæder befandt sig i anden Halvdeel
af 16de Aarhundrede, og hvorfra Tønsberg Konghelle og Hammer
aldrig, og Oslo først ved Trælastudførselens Opsving hævede sig. De
nordenfjeldske Byer lede mindre, fordi de i Fiskehandelen havde en stadigere
og uafhængigere Indtægtskilde.
Betragter man under Eet hvad vi saaledes have kunnet oplyse om Klostrenes Indflydelse paa Næringsveiene, vil man uden Tvivl finde, at denne ikke har været betydelig Dette er og rimeligt nok, da her vare for faa Klostre i Riget til, at de kunde have virket meget i denne Henseende, ligesom deres tidlige Tilbagegang og Sædernes Forfald ogsaa herpaa maa have havt en skadelig Virkning.
Da Biskopperne i det 12te Aarhundrede med uegennyttig Iver befordrede Klosteranlæg i Norge, vare endnu ikke Munkenes Privilegier i den Grad forøgede og udvidede af Paverne, at nogen Fare for den egentlige geistlige Stands Anseelse og Udkomme deraf kunde befrygtes. Det var først ved de to Tiggerordeners Stiftelse og hurtige Udbredelse, at en saadan Frygt opstod og snart viste sig grundet, og det vil i flere Henseender kaste Lys paa Munkevæsenets Virkninger i Norge, noget nærmere at omtale de mange Forviklinger, som Munkenes særegne Rettigheder foranledigede især med den derved forurettede Sekulargeistlighed.
Før Dominikanernes og Minoritternes Bosættelse i de større Byer og især i Stiftsstæderne laa de fleste Klostre paa Landet, og disse befattede sig saare lidet med at udføre geistlige Forretninger, og grebe i det Hele næsten slet ikke ind i Sekulargeistlighedens Virksomhed. Nu forandredes derimod Forholdet aldeles, og dog maa hverken Biskopperne eller Kannikerne i Førstningen havt Øinene aabne for den Fare, som disse nyere Ordeners uhyre Forrettigheder truede dem med. Thi det var saa langt fra, at Geistligheden lagde dem Hindringer i Veien for deres Nedsættelse, at den tvertimod maa have rakt Haand dertil, da samtlige Dominikanerklostre endog vare anlagte paa selve Domkirkernes Grund, altsaa udentvivl med Biskops og Kapittels Samtykke og Bistand. Men snart mærkede de, at de fostrede en Slange ved deres egen Barm, og
