Halsnø, om hvis 3 vidtstrakte Haver ovenfor er talt, som Hardanger har denne vigtige Næringsgreen at takke. Ved de to andre Cistercienserklostre, Hovedøen og Tuterøen, ere vel Haverne nu forsvundne, men paa begge findes endnu vildtvoxende en Mængde Urter og Blomster, som ellers kun trives i Haverne[1], ligesom efter Sagkyndiges Erklæring Hovedøens Flora skal være usædvanlig rig. Blandt Klosterhaverne i Bergens By, hvor nu kun Lungegaardens og maaske Munkelivs ere tilbage, har især Minoritternes udmærket sig, og havde paa Reformationstiden og senere ei sin Lige i Egnen. I Biskop Gebles Tid, hvem Klostret og Kirken overdroges til Bispegaard og Domkirke, blev i denne Have af Gartneren Adrian fra Flandern fremdrevet Æbler, Pærer, Kirsebær og Druer, i senere Tid omtales endog dens Kastanier, Korender, Figener og Laurbær; men nu er den ganske forsvunden[2]. Selv ved det ellers ukjendte og udentvivl ubetydelige St. Olafskloster i Hammer omtales dets Æble-, Kirsebær- og Humlehaver. Ligesaa forekomme Biskoppens og Borgernes Podemestere og Mostpersere i Hammer, som tilberedte Most, Pære- og Kirsebærdrank[3]. Humlehaver, som nu ere mindre almindelige, vare i ældre Tider, da Øldrikken var saa stor, nødvendigere og fandtes næsten paa hver Gaard. At Munkene saaledes forstode at give Nordmændene Smag for den fredelige, aandsdannende Havesyssel er maaske i den største Fortjeneste, de have af Landets Kultur. Ogsaa Biavl dreves i Klostrene, som i Norge i det Hele, forholdsviis almindeligere end nu. Honningen anvendtes til Mjøden og Voxet til Kirkelys, hvoraf dengang saa mange forbrugtes paa Alterne og ved de kirkelige Optog. Imidlertid var Avlen ikke tilstrækkelig til Landets Forbrug; thi Mjød, Honning og Vox vare i Middelalderen stadige Indførselsvarer fra Flandern, England og tildeels fra Hansestæderne.
Hvorvidt Munkene have havt nogen særlig Fortjeneste af Fædriften, give Kilderne os ingen Anledning til at afgjøre; men hvad de vigtigste Huusdyr angaar, synes det ikke rimeligt. Norges bedste Heste f. Ex. findes netop i de Strøg af Landet, hvor Munkene ikke vare bosatte, og hvor de besadde de færreste Eiendomme; ei heller er det bekjendt, at de øvrige Huusdyrracer ere eller have været fortrinligere i Nærheden af de paa Jordegods rige Klostre, end i andre Egne af Landet, de vesten-
