Tilsyn have gjort andet og mere, end at de i Bygselbrevene have indskærpet Landslovens Forbud mod, at Leilændingen misbrugte Skoven[1].
Med større Bestemthed lader derimod deres Indflydelse paa Havedyrkningen sig paavise. Man er enig om at tilskrive de første Munke, som kom herover, Udbredelsen af denne ligesaa lønnende som behagelige og forædlende Næringsgreen, om hvis Værd de raae Hedninger ikke engang gjorde sig noget Begreb[2]. Ligesaa vist er det udentvivl, at Havedyrkningen paa Landet i Norge i Katholicismens Dage i mange Egne har staaet paa et ligesaa høit Trin hvad Frugttræavlen angaar som nu, da Brændevinet saagodtsom ganske har fortrængt Tillavningen af Mostviin, der før var saa almindelig og som først i de sidste Aar atter har begyndt at vinde Indgang. For alle Munkeordener var Havedyrkning en fastsat Hovedsyssel, og ved alle Klostre fandtes der mindst een Have, ofte flere, som dyrkedes med stor Flid. Munkene hjembragte fra Udlandet Frugttrær, Rødder, Urter og Blomster, for at forsøge dem i norsk Jordbund, og endnu den Dag i Dag findes de vidtløftigste og med de bedste Frugter forsynede Haner paa Landet i Almindelighed ved Klostrene. Lyseklosters, Halsnøens, Utsteins, Gimsø, Værne og Dragsmarks Haver ere endnu til, og i Anseelse. Paa Opedal i Ullensvangs Sogn i Hardanger, der som før anført hørte under Lysekloster, findes endnu den vidtløftigste, mellem en Mængde Opsiddere afdeelte Frugthave i Norge, hvis Æbler og Kirsebær udgjøre Gaardens største Herlighed og en vigtig Udførselsvare[3]. At denne Have skyldes Lysekloster er ikke Tvivl underkastet, ligesaalidt som at det er Munkene i dette Kloster og
- ↑ Jfr. herom Munchs Historie. II. 1019 og de der anførte Lovsteder.
- ↑ I de ældste Love omtales grasgarðr (Urtehave, egentlig kun en indhegnet Græsmark), laukgarðr (Løghave, i hvilken altsaa foruden Græsset Løgarter var den mærkeligste Urt) og hvanngarðr (Hvann, Angelica), men i Magnus Lagabøters Landslov nævnes foruden disse tillige eplagarðr (Æblehave), næpa- ertra- ok bauna-reitr (Næpe-, Erte- og Bønne-Seng.) Prof. Munch har anf. St. S. 1018 gjort opmærksom paa Forskjellen mellem ældre Frostath. Lov XIV og Nyere Landlov IV. 9, hvoraf man seer, at Havedyrkningen i Mellemtiden havde faaet en større Udstrækning og Betydning. Før Christendommen maa man antage, at Løg og Hvann vare de eneste Urter, der dyrkedes hjemme ved Husene, og at man iøvrigt holdt sig til Markens Rigdom paa Bær.
- ↑ Kraft Norges Beskrivelse IV. 458. Om Frugtavlens Ælde og Vigtighed i denne Egn vidner det sammesteds omtalte Skjøde af 1449, som angaar Aattendedelen af Æblehaven paa Nabogaarden Hofland. (Dipl. i Bergens Museum.)
