som Norge, er et Vidnesbyrd om de første Munkes christelige Iver; thi hvilketsomhelst Sted i Norge, som Stifteren anviste Englænderne eller andre Udlændinger til Byggeplads, maatte sammenligningsviis for dem være et afsides, mindre behageligt Opholdssted, hvormed de kun gjennem stadig Beskæftigelse og omhyggelig Jorddyrkning m. v. kunde forsones[1]. Man bør i det Hele ikke dadle Munkene, fordi de ikke i Norge som i Syden tyede til Vildmarker med deres første Anlæg; deels var det naturligt og stemmende med Alles Fordeel, at de bosatte sig nogetnær i Midten af deres oprindelige Gods, deels og hovedsagelig var det fra først af den norske Munks væsentligste Formaal at virke for Christendommens Grundfæstning i Landet, og da maatte han ikke bo for afsides. Den Tid var desuden forlængst forbi, da Munk og Eneboer vare eensbetydende Navne.
Men hvad enten nu Munkene af Magelighed og Lyst til Verden, eller af ædlere Bevæggrunde sloge sit Bo i eller nær ved dyrkede og velbebyggede Egne, saa er det vist, at denne Omstændighed var fordeelagtig for Landet ved det Exempel paa en bedre Benyttelse af Jorden, som de i det Hele gave. Vel har Agerbruget stedse staaet paa et lavt Trin i Norge, og vi kunne ikke anføre noget afgjørende Vidnesbyrd om, at Munkene have bragt det væsentlig fremad; men det kan dog neppe være tvivlsomt, at de fra Udlandet have medbragt Kjendskab til bedre Redskaber og en forstandigere Brugsmaade, og indførte samme paa Klostrenes Bugaarde. Jorden havde i det Hele for Nordmanden i Middelalderen en uforholdsmæssig liden Værd, der hovedsagelig bedømtes efter Havnegangenes Udstrækning, og vi tør ikke tillægge Munkene nogen væsentlig Indflydelse paa Agerbrugets Forbedring, da de især havde bosat sig i Egne, hvor Fædrift og Fiskeri vare Hovednæringer, medens det for Kornavl skikkede søndenfjeldske Opland saagodtsom ganske manglede Klostre. Det samme er Tilfældet med Skovene, førend Trælastudskibningen ret kom i Gang ved Midten af 16de Aarhundrede, og man finder ikke, at Munkene for disses Bevaring og hensigtsmæssige
- ↑ At de første Munke have følt Forskjellen mellem Hjemmet og Norge, udtrykker en Cisterciensermunk i Lyse saaledes: „Nos qui portavimus pondus diei et æstus, qui reliquimus omnia et secuti sumus Christum – Nos patrios fines, nos cum parentum abdicavimus pignora, nos dulcia liquimus arva!“ (De fundat. monast. Lysensis. Script. Rer. Dan. IV. 408.) Disse Citater af Evangeliet og Virgil smage vel af Kloster-Svulst, men ere iøvrigt passende paa Omstændighederne.
