fjeldske Faar maaske undtagne; men at dette i saa Fald skyldes Munkenes Bestræbelser, er ikke bekjendt. Derimod er det sandsynligt, at de i Lyseklosters Skove fredede Hjorte skrive sig fra ældre Tider, ligesom man paastaar, at en egen Art vilde Duer med sort Baand over Vingerne, der findes paa Utstein Klosterø, skulle have været tamme i ældre Tiden og didbragte af Munkene. Forresten vare Hornkvæg, Sviin, Faar, Gjeder, Gjæs, Høns og Duer de sædvanlige Huusdyr i Klostrene[1], og Norden- og Vestenfjelds, hvor Fædriften var Hovedsagen for Klostrenes Leilændinger, ydedes Landskylden i Huder, Skind, Smør, Ost og Talg, der igjen af Klostrene bragtes i Handelen.
Fiskerierne vare af Vigtighed for de Klostre, der eiede Fiskevær, Laxevarp o. s. v. Katholicismens Fastedage bragte allerede tidlig Norges rige Fiskerier i Flor, og Skreiden (Stokfisken) var længe Landets væsentligste Udførselsvare. At de langs Kysten bosatte Munkes Opmærksomhed derfor hendroges til denne Indtægtskilde, var ganske naturligt, alle Klostre eiede større og mindre Fiskerier, Sæl- og Ægvær, og i alle Privilegier tages disse i Beskyttelse. Disse Fiskevær vare enten bortbygslede mod aarlig Landskyld ligesom Jordegodset, eller de bleve bortsatte paa visse Aar, og da var Vilkaaret gjerne det, at Brugeren holdt al Redskab og ydede Klostret i reent Udbytte den halve Fangst. Vilkaaret var altsaa haardere da end nuomstunder, da Eieren i Regelen maa bekoste alt hvad til Driften behøves. I det Hele havde Fiskevær i ældre Tider forholdsviis en langt høiere Værd end nu, hvilket vistnok ikke ene og alene maa tilskrives Formindskelse i den aarlige Afdræt, men vel og havde sin Grund i misligt Agerbrug, faa Næringsveie i det Hele, samt at Fisken var den stedse lettest afsættelige Vare, i hvilken man derfor i ældre Dage som oftest beregnede Værdierne istedetfor i
- ↑ Oplysning om Besætningens Størrelse paa et rigtignok længe slet bestyret Kloster paa Landet, giver det ovennævnte Inventarium paa Tuterøen (Dipl. Münch 3184. 3186). Der fandtes, da Abbeden blev greben, 25 Nød samt 10 Kjør og en Oxe, som nylig forud vare førte bort, 2 Heste, 16 Ungnød, foruden 13 levende Fæ, der ligeledes vare førte bort, 12 (efter det andet Inventarium 25) Sauder, 10 Kalve, 23 (efter det andet 3) Sviin, 8 Gjæs; fremdeles i slagtet Tilstand eller iøvrigt som Afdræt af Kvægavlen nævnes 12 Sider Flesk, 12 slagtede Nød, 2 Tønder grønsaltet Kjød, 2 Tønder Smør, 8 Bøger Talg, 30 Oste, 18 fattede Huder og 4 Huder hos Garveren o. s. v. Til de to Heste nævnes to Sadler, saa at disse maaske have været Rideheste, og Arbeidshestene andensteds opstaldede eller forglemte i Optegnelsen.
