Testamente, og deri skjænket en Gaard til St. Svituns Kirke i Stavanger til Sjælemesser for sig selv[1]. Dette var aldeles stridende mod geistlig Lovgivning og Klosterregler, men at Misbrugen maa være op- staaet temmelig tidligt, viser det nysnævnte Brev af Kardinal Berengar til Abbeden i St. Hans Kloster i Bergen. „Hvis, skriver han tilsidst, de omtalte Kanniker og Converser have nogen privat Eiendom, skal Du .lade Dig den overlevere, og trolig anvende den til Klostrets Gavn.“ – Ogsaa med Klausuren var det ofte ilde bevendt. Abbederne droge ide- lig omkring og deeltoge i allehaande Klostret uvedkommende Sager, og Munkene fulgte naturligviis Exemplet, saa ofte Leilighed gaves[2]. At fremdeles en og anden Munk løb bort fra sit Kloster, kunde naturligviis ligesaalidt forhindres her som i andre Lande. Man har i Hovedøens Historie et mærkeligt Exempel herpaa, idet en Magister Arne, Kannik ved Oslo Domkirke, først forlod denne anseelige Stilling og antog Profesdragt i Hovedøen, men kort efter rømte derfra, drev om i Akers-Hered, tilbagefordredes af Abbeden, men toges i Beskyttelse af Rigsforstanderen Hr. Erling Vidkunssøn, der optog ham i Kongsgaarden og gjorde ham til Kongens Klerk, d. e. til Kannik ved Mariæ-Kirken i Oslo[3]. – Om Straffene og deres Art er allerede talt i 1ste Afsnit ved hver Orden især. I Almindelighed havde Klosterformændene uindskrænket Strafferet, men saavel af det nylig om Halsnø Fortalte som af Utsteins Historie seer man, at Munkene i de ikke eximerede Klostre havde Ret til at appellere til Stiftets Biskop, der kunde formilde Straffen[4].
Man faar i det Hele et sørgeligt Begreb om Munkenes moralske Værd og Stilling i Opinionen paa Kirkens store Schismas Tid af de
- ↑ Dipl. Arn. Magn. fasc. 30. No. 6.
- ↑ Abbeden af Halsnø anklages af Bergens Biskop ved 1310 for at søge Anledning til at fjerne sig fra Konventet, snart for at opholde sig i lang Tid i Byen (Bergen), hvor han sætter Klostrets Penge til, snart for at flakke om paa Landet (rura girovagus circueundo); naar han kommer hjem, sover han ofte ikke i Dormitoriet med Brødrene, men i Gjæstehuset; Brødrene følge hans Exempel, snige sig bort fra Sovestuen, og flakke om Natten omkring i Husene rundt Klostret. (Barth. IV. 407).
- ↑ Barth. IV. 195 ff. 197 ff. Hovedøens Historie ved 1326.
- ↑ „Det er min lovlige Ret – siger Biskop Erik af Stavanger (Dipl. Arn. Magn. fasc. 33. No. 4) – at mildne de Munkene ilagte Straffe, naar Revselsesretten i utaalelig Grad misbruges.“ Ligesaa er det ovenfor viist, at Biskop Arne af Bergen forandrede Bandsstraffen til Skrifte, Faste m. v.
