Følges Modtagelse paa Visitationsreiser[1]. Heri bestemmes t. Ex., at Biskoppens Ophold paa Askevold skulde vare i 3 Døgn, hvortil to Prester skulde tilveiebringe 3 Tønder Øl og Læst Mundgodt (Tyndtøl) hver, samt en halv Tønde Viin begge; 3 Andre skulde til Gjæstholdet bidrage med 2 Tønder Øl og 4 Tønder Mundgodt hver, samt en halv Tønde Viin tilsammen; desuden Brød, Stavburskost og Kryder, svarende til Drikken, dog saa at i det Mindste eet (Bismer-) Pund Bagsterbrød beregnes til hver Dag foruden Hvedebrød. Omtrent i lignende Forhold ere Forskrifterne for de øvrige Prestegaarde, hvor Biskoppen agtede at opholde sig. Selv om man nu, hvad der synes rimeligt, antager, at alle disse Drikkevarer ikke virkelig fortæredes paa Stedet, men at det nærmest var et Regulativ, hvorefter Biskoppen oppebar Gjæstholdet tildeels i Penge[2], vedbliver dog ligefuldt et mærkeligt Misforhold mellem Drik og Mad, idet denne sidste baade i Mængde og Godhed langt staar tilbage for Drikkevarerne, saa at det tydeligt sees, at der i det Hele ikke er lagt synderlig Vægt hverken paa deres Art eller Værd. Det er og fra de ældste Tider af anerkjendt, at Nordmanden var meget tarvelig i sin Kost; men desto stærkere toge Alle uden Undtagelse til Øllet og Vinen, og at Fylderiet i Klostrene var almindeligt bevise Kilderne altfor ofte, ligesom endog Munkenes Velgjørere selv bidroge hertil ved at udsætte en Sum, hvorfor Konventet en vis Dag aarlig efter udført Sjælemesse kunde have sig en lystig Aften,
Og dog forekommer i Provindsialstatutterne intet Forbud imod Drukkenskaben eller omtales i det Hele denne som almindelig; men dette kan ei vække Forundring, da en Last, der var udbredt til alle Stænder, naturligviis betragtedes med særdeles milde Øine. Geistlige og Verdslige roste sig af deres Udholdenhed i denne Nydelse, men da man ikke vovede dette med Hensyn til Munkene paa Grund af Regelens Bud, fortaug man hellere det Hele som en uskyldig og naturlig Afvigelse fra en urimelig Forskrift. Kun naar Anklage mod en Klostermand reistes af andre Hensyn, tog man og Drikfældighed med blandt Ankeposterne. Saaledes i de ovenfor nævnte Klager mod Munkene i Halsnø og Abbeden i Utstein. De første beskyldes (1310) for som oftest at tilbringe
