landet. Saaledes bestemtes paa Dominikanernes Generalkapittel i 1261, , at Provindsialpriorerne i forskjellige Provindser, hvoriblandt Dacien, skulde lade yngre, lærvillige Brødre oplære „in logicalibus“, og dertil udvælge passende Klostre[1]. Dette er maaske Oprindelsen til Skeninges ovenfor omtalte studium.
Men i hvorom Alting er, saa var det visselig kun Faa, maaske endnu Færre end i Nabolandene, der anvendte deres Tid til aandelig Sysselsættelse, især efterat Kongernes Iver og Interesse for boglig Kunst var gaaet i Graven med Sverres ogsaa i denne Retning høitfortjente Mandsstamme; den langt større Masse af Munke og Nonner søgte i sandselige Nydelser den eneste Glæde, de ifølge deres lave Dannelsesgrad satte Priis paa. Middelalderens stolte Ridderlighed og elskelige Fromhed var stedse parret med Overtro, Uvidenhed og den laveste Sandselighed Nordmanden har i det Hele staaet i slet Ry for sin Umaadelighed i Nydelsen af stærke Drikke[2], og man behøver til Beviis paa dens Almindelighed blandt alle Klasser kun at henvise til hvilkensomhelst Skildring af Sæderne i ældre Tid. Spørgsmaalet bliver saaledes egentlig kun, om man kan godtgjøre, at Klosterfolk i denne Henseende have været bedre end deres Samtidige, og dette er der neppe Grund til at antage. Tvertimod synes det, som om den geistlige Stand i det Hele mere og mere hengav sig til Drik, og et mærkeligt Vidnesbyrd i denne Henseende afgiver en Optegnelse fra omtr. 1320, over hvad Presterne i Søndfjord og Sogn skulde have i Forraad til Biskops og
- ↑ Martene et Durand Thesaurus Anecdot. IV. 1730.
- ↑ Theodorik fra Niem († 1416) giver en sørgelig Skildring af Nordmændenes Sæder, hvoriblandt følgende: „Sed de more seu consvetudine in Norvegia clerici et laici bibunt ad haustus æquales, et nisi super modum quia inebrietur cerevisia, potu cocto, tunc non reputat se beatum; et exigit alter ab altero, ut sibi faciat justitiam, rebibendo æqualiter cum ipso. Nec quis crederet, nisi videret, quantum quisque utriusque sexus ibidem biberet una vice.“ (Pontopp. Annal. II. 26 ff.) Selv den usle Kong Erik af Pomern lader i 1420 sin Kansler fortælle Paven, at det norske Folk, som dog blev ham tro til det Sidste, er „pondere peccatorum pergravatus, nimium rudis, animo bestialis et quasi cultu silvestris et moribus incompositis.“ (Vadstena Brevb. fol. 115–116.) Hans norske Kanlser var dengang den danskfødte Biskop Jakob af Oslo, men det er neppe rimeligt, at han er Concipisten.
Minoritten Johannes Nicolai fra Nidaros og Augustineren Petrus Laurentii fra Oslo Stist (Dragsmark?); jfr. mit Uddrag af Rostocks Matrikel i Norske Samlinger 8vo. I. 72–94.
