fuld Føie til at antage, at nogle af de gamle norsk-islandske Annaler ere Tid efter anden nedskrevne af Munke. Den Nøiagtighed, hvormed Klostrenes Anlæg, Brand og andre Fata ere optegnede, medens langt vigtigere politiske Begivenheder ere forbigaaede, tale for, at disse Annaler skyldes Klosterfolk og ikke Sekulargeistlige. Af en Klostermand i Lyse er endnu tilovers Fortalen til Klostrets Liber daticus betitlet: Fundatio monasterii Lysensis[1], og fra Reformationstiden eller noget senere en Commentariolus de coenobiis Norvegiæ, der ligeledes høist rimelig har en Munk fra Lysekloster til Forfatter. Denne altfor korte Liste vilde dog maaske kunne faa nogen Udvidelse, naar det i det Hele i Middelalderen havde været sædvanligt, at Forfattere navngave sig i deres Skrifter; men dette var saameget mindre Tilfældet med Munkene, som deres Ordensregel endog kunde siges at negte dem den Forfængelighed at bringe sit Navn til Efterverdenen.
Hyppigere end Forfattervirksomheden var Afskrivningen. Gode og flittige Afskrivere blandt Munkene nævnes ikke saa sjelden. Afskrivning af Bøger paalagdes stundom som Bod for begangne Uordener[2], og i Almindelighed udmærke Klosterbrevene sig ved en smuk og tydelig Skrift. Men af denne Munkenes Virksomhed er nu saagodtsom Intet tilbage; thi hvad der ikke strax ved Reformationen forsætlig ødelagdes, kom i det følgende Aarhundrede i uvidende Fogders Besiddelse, hvem de med Klostrene forlenede danske Adelsmænd overdroge Klostergodsets Bestyrelse. Disse Karle forstode hverken Latin eller Norsk, de tiloversblevne Pergamentbøger fandtes brugbare til at styrke Indheftningen af deres aarlige Regnskaber, og bleve hertil uden Betænkning sønderskaarne. Vi have for nogle Aar siden saaledes gjenfundet Meget i Rigsarchivet, og rimeligviis vilde endmere findes, naar man i Danmark anstillede en lignende Undersøgelse; thi det kan ikke være Tvivl underkastet, at denne Benyttelse af Haandskrifter er en Opfindelse af de danske Fogder, som i Almindelighed ligesom deres adelige Herrer begyndte sin offentlige Virksomhed i Norge, fulgte Herren til dennes nye og bedre Len i Danmark, og saaledes lettelig kan have medtaget fra Norge, hvad de af sit Bogbinder-Materiale havde i Behold[3]. Men selv om ikke mere findes, give
