dalske da som nu nærmest vare Pleieanstalter; men da hiin Fundats Intet nævner om, at kun spedalske Kvinder skulde indtages i Katharinæ Hospital, og man ei kan antage, at man har blandet Friske med Spedalske, kan man ledes til den Formodning at det nævnte Hospital oprindelig har været en Pleieanstalt for Spedalske, under hvilket Navn den derfor forekommer i hiint Testament; men at St. Jørgens Hospital ved denne Tid er udseet til en saadan, og Katharinas derfor har undergaaet den i Fundatsen omtalte Reorganisation som Fattighuus. St. Jørgens Hospital har jeg imidlertid ikke fundet i Dokumenter ældre end 15de Aarhundrede. I Oslo forekommer ligeledes et hospitale leprosorum i Aaret 1301[1], men om det er St. Jørgens eller St. Laurentii Hospital sammesteds eller et andet ukjendt, ere vi ikke istand til at afgjøre. Vi maa blive staaende ved det ene Sikre, at der i Middelalderen gaves Stiftelser af begge Arter, og at Hospitaler i Betydning af Sygehuse i Regelen ikke tilkomme Plads i en Klosterhistorie[2]. Som Fattighuse havde de derimod i alle Fald stundom en mere klosterlig Indretning og Hensyn hertil vil saavidt muligt blive taget ved hvert enkelt i den specielle Historie. Et saadant almósohús var f. Ex. St. Peders Hospital i Stavanger, som Sagnet den hele Tid har gjort til et Kloster, men som endnu den Dag i Dag er Sygehuus for Stavanger Amt. Biskop Thorgils af Stavanger stiftede dette i 1270, for deri at indlægge fattige Mænd, som„bleve syge i Byen, at de der kunne oppebie Hilse eller Død, hellere end som før syge, saarede eller halvdøde at blive baarne Gaard imellem[3].
At Gilderne udelukkes af Klosterhistorien behøver formodentlig ingen Retfærdiggjørelse. Uagtet Medlemmerne af samme Gilde dannede ligesom Munkene et Broderskab (fraternitas), der havde sine egne Love, Gildeskraaerne, og skjønt Gilderne ofte vare indviede den samme Helgen som den nærliggende Kirke eller Kloster, var dog deres Maal aldeles jordisk og Klosterfolkets asketiske Contemplation modsat. Under Geistlighedens Overtilsyn forbandtes Gildebrødrene til en ofte kraftfuld Corporation, men Gilderne maa dog rettest betragtes som borgerlige Klubber, indrettede efter Tidsalderens Tarv og Anskuelser. Da man hidtil Intet veed om de nor-
