Hospitalernes Udelulkelse eller Indlemmelse i Klosterhistorien
maa være afhængig af ethvert enkelts særlige Indretning; thi den Omstændighed,
at de da som nu vare geistlige Stiftelser med Prest, Kirke
o. s. v., er ikke tilstrækkelig til at optage dem alle, naar de mangle Klostrenes
Særkjende: Ordensregel og Clausur Vel gaves der Reglen Vedtægter,
eller – som man nu vilde benævne dem – Reglementer eller
Fundatser, for slige Indretningers Bestyrelse i det Hele, men disse ere
baade i Ophav og Hensigt aldeles forskjellige fra Ordensregelen. At de
Hospitaler, der vare stiftede af Munkeordener ifølge disses særlige Forpligtelse
til at pleie Syge eller huse Pilegrime, saasom Johanitternes Huse og
Helligaands-Ordenens Conventer, finde Plads i Klosterhistorien, følger af
sig selv, da disse vare virkelige Klostre. Men Mangelen paa Forarbeider
til Afgjørelse af, hvorledes de øvrige norske Hospitalers indre Indretning
i Virkeligheden var, gjør det vanskeligt med Bestemthed at afgjøre, hvorvidt
de høre hjemme her eller ikke. De norske Hospitaler vare deels
Fattighuse (almósohús, hospitale pauperum), deels Sygehuse
(sálohús, spital, hòspitale infirmorum, leprosorum o. s. v.). Til
den første Klasse hørte f. Ex. Mariæ Hospital paa Ilevolden[1] i Throndhjem,
Stammoder for det endnu tilværende Hospital der med Prest og
Kirke. Allehelgens og St. Katharinæ Hospitaler i Bergen ligesaa. For
disse sidste 2 Hospitaler, det ene for mandlige, det andet for kvindelige
Lemmer, er endnu Fundatsen til[2], hvori bestemmes, at en Forstander
(ráðsmaðr) skulde styre begge og aflægge aarligt Regnskab; Ingen maatte
indtages i Hospitalerne i Provent d. e. for Betaling eller ved Indskud af
en Kapital men Fattige havde Adgang til Optagelse for Livstid, og naar
de døde, arvede Stiftelsen deres Efterladenskaber. Kongen og Biskoppen
valgte Forstanderne. Sygehusene synes stundom at have staaet i Forbindelse
med Fattighusene, at have gaaet over fra den ene Art til den anden,
eller forenet begge. Saaledes kaldes det fornævnte St. Katharinæ
Hospital i Bergen i Kong Magnus Lagabøters Testament[3] hospitale
leprosorum (SpedalskHospital), medens det i den næsten samtidige Fundats
for begge bergenske Hospitaler tydelig betegnes som en Fattiganstalt.
Det ubestemte heri kan maaske forklares deraf, at Sygehusene for Spe-
Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/12
Denne siden er ikke korrekturlest
4
Indledning.
