tiker. Den er udgaaet fra de uvisse Resultater, hvortil Kildernes omhyggelige Benyttelse, i den Tilstand de ere, har ført Forsatteren, og dette faar være hans Undskyldning.
At den lavere Sekulargeistlighed, nemlig Sogneprester, Vicarier og Kapellaner, først og fremst udelukkes, følger af sig selv, da denne Stand den hele Tid stod i Modsætning til Munkene, og havde en fra dem ganske forskjellig Organisation og Interesse Og dog stode enkelte Munkeordener, især Tiggermunkene, den lavere Geistlighed saa nær, tilreve sig efterhaanden dennes Funktioner og Indtægter i en saa fuldkommen Grad, at det kun bliver den lidet overholdte Klosterregel og Brodernavnet paa den ene Side, samt den til et enkelt Sognekald indskrænkede Virksomhed og Afhængigheden af sekulære Foresatte paa den anden, der danner den mere nominelle end reelle Forskjel imellem dem. Vanskeligere bliver det at bestemme, om den høiere Sekulargeistlighed, Kannikekollegierne eller de saakaldte Domkapitler ved Bispestolene høre til en Klosterhistorie eller ikke. Thi uagtet man hidtil ikke har fundet noget Vidnesbyrd for, at Medlemmerne af Domkapitlerne, de saakaldte Kanniker eller Chorsbrødre, nogensteds i Norge have været canonici regulares, førte de alligevel endog som seculares et Liv, der i mange Henseender lignede Munkenes. Man har endnu tilovers Formularer for den af Oslos og Bergens Kanniker ved deres Optagelse i Kapitlet aflagte Ed[1]. Den indeholder kun Løfter om Lydighed (obedientia) mod Biskop og Domkirke, Omhu for Kapitlets Vel. Enighed med sine Medbrødre og andre almindelige Løfter; men da Kyskhedsløftet her ei behøvede at fornyes, da enhver Geistlig var forpligtet til Coelibat, og da vi ovenfor have seet, at de to andre Munkeløfter, Clausur og Armod, ikke vare ubetinget gjældende for alle Ordener, saa lægger strengt taget hine Edsformularer ikke nogen afgjort Hindring i Veien forat indtage Domkapitlerne i Klosterhistorien, Noget som f. Ex. Daugaard for Danmarks Vedkommende har gjort. Efter almindelig Talebrug henregnedes imidlertid Domkapitlerne altid til den egentlige Geistlighed forskjellig fra Munkene, hvem de ved alle Leiligheder udtrykkelig modsættes, og i en Klosterhistorie i streng Forstand høre de saaledes ikke hjemme, ligesom de og, naar deres Historie skulde behandles med den nødvendige Udførlighed, vilde optage en i dette Arbeide uforholdsmæssig stor Plads.
- ↑ Oslos Kannikers findes i Øysteins Register (den saakaldte røde Bog) fol. 97 b., Bergens i Björgvinar Kálfskinn p. 7.
