Ordener, hvori Løftet om Armod ei udtrykkelig affordredes. Man bliver saaledes staaende ved en fjerde Forpligtelse, Clausuren. (clausura, stabilitas loci), ifølge hvilken den Religiøse skulde holde sig inden Klostrets Mure, undtagen naar han af sine Foresatte formelig havde erholdt Tilladelse til at gaa ud. Denne Clausur betragtedes imidlertid ikke som noget særskilt Klosterløfte, men fulgte ligefrem af Lydighedspligten under Ordensregelen, der fastsatte Betingelserne for Frihed til at forlade Klosterboligen. Men nu var Clausurens Strenghed høist forskjellig i de forskjellige Ordener: Franciskanere, Dominikanere, visse Augustinere og Cistercienserne flakkede meget omkring; for de to førstnævnte var Omstreifen paa Tiggeri endog Pligt, medens Birgittinerne kun i enkelte, i Regelen nøie bestemte Tilfælde maatte forlade Klosteret. – Det er saaledes ikke let at angive, hvor Grændsen for en Klosterhistorie fra denne Side betragtet rigtig bør sættes; den maa blive forskjellig efter de forskjellige Ordensregler For Birgittinerne, Augustinerne og Benediktinerne bliver vel Clausuren det betegnende Skjelnemærke, for Tiggermunkene, Cistercienserne og Præmonstratenserne Armoden. Denne sidste Forpligtelse var personlig; den udelukkede i Almindelighed, især i sildigere Tider, ikke Munkene i et Kloster som Korporation fra at besidde Eiendom, rørligt og urørligt Gods; men negtede dets enkelte Medlemmer Ret til al eie Noget eller raade over sit Gods. Klosterbeboeren skulde i saa Henseende betragtes som borgerlig død, og hvad der ved Arv eller paa anden Maade maatte tilfalde ham, kunde ei komme ham selv, men ene hans Slægt eller Kloster tilgode. At forresten den katholske Kirke opstillede forskjellige Grader af Klosterarmod, og ved sildigere saakaldte Indulgenser for de forskjellige Ordener modificerede den oprindelige Strenghed i en saadan Grad, at selve Tiggerklostrene tillagde sig umaadelige Rigdomme og Tiggermunkene ansaa sig berettigede til at eie privat Formue, vil senere blive oplyst. Her er det nok at paapege, at Armod i Pavehoffets rummelige Forstand var en stadig Betingelse for Munkevæsenet.
Skjønt saaledes hverken den ene eller den anden Særegenhed ved Munkene sætter os istand til nu med Sikkerhed at skjelne imellem dem og de mange beslægtede.Korporationer, som samtidigt og ofte i nær Berørelse med dem udviklede sig her som i andre katholske Lande, er det dog nødvendigt, at en om endog noget vilkaarlig Begrændsning fastsættes, da man ellers vilde faa en Kirke- istedetfor en Kloster-Historie. Det er muligt, at den her lagte Plan i Et kan være for vidløftig i Andet for indskrænket, eller at den i det Hele ikke vil tilfredsstille den strenge Systema-
