I den katholske Kirke dannede de saakaldte Religiøse (religiosi) en egen Stand. Under dette Navn forstaar man Personer af begge Kjøn, som af from Iver have for Livstid underkastet sig visse Forpligtelser, hvortil den Christne som saadan ellers ikke er bunden. Sluttede disse Religiøse sig sammen i et fælles Huus under fælles Overhoved, og levede der efter bestemte Forskrifter, kaldtes de Munke (monachi eller coenobitæ) og Nonner (nonnæ, monachæ, moniales), og deres Vaaning kaldtes Kloster (claustrum), Indelukke, paa Grund af Pligten stedse at forblive der, coenobium eller conventus, paa Grund af Fællesskabet indbyrdes, eller monasterium, paa Grund af Afsondringen fra den ydre Verden. De Religiøse, der levede efter den samme Forskrift eller Regel (regula), regnedes til samme Orden (religio, eller alm. ordo monasticus), og den, der havde givet den oprindelige Regel, var Ordensstifter. Religiøse, der aldeles havde skilt sig fra Menneskene, kaldtes, efterat Munkene vare blevne Coenobiter, Eneboere eller Eremiter (anachoretæ).
Disse almindelig kjendte Benævnelser kunne passende opstilles som Udgangspunkt for en Klosterhistories Begrændsning De Geistlige (clerici) eller læge Folk (laici), der havde underkastet lig hine omtalte særegne Forpligtelser, maa ifølge det Ovenanførte henregnes til Klosterfolk; alle øvrige derimod udelukkedes derfra, om de end forøvrigt maatte findes at have levet i et Slags verdsligt Fællesskab, det saakaldte communis mensa, eller deslige. Hine Forpligtelser, de saakaldte Klosterløfter, vare i Almindelighed tre: ubetinget Lydighed (obedientia) mod Foresatte, Kyskhed (castitas, ogsaa conversio morum), og Armod (paupertas); men man skjelnede i senere Tider imellem det fuldstændige Munkeløfte, der indbefattede de tre nævnte Forpligtelsen og et simplere Løfte, der kun gik ud paa Sædernes Forbedring. Da de to første Løfter ere almindelige og gjælde langt Flere end Munkene, bliver Armoden det Kjendemærke, hvorpaa man nærmest skulde kunne kjende en Munk fra en anden Geistlig eller Verdslig, men ei heller dette bliver afgjørende, da der gaves
