ske Gilder har jeg troet at kunne forsvare, i Indledningen til hvert enkelt Stifts Klosterhistorie at nævne de hidtil bekjendte.
Endelig gaves der i Norge en for dette Rige særegen Art af Geistlige, de 14 kongelige Kapellers Foresatte. Denne Institution er rimeligviis udgaaet af Kongernes naturlige Ret til at ansætte Prester ved de Kapeller, de byggede paa deres Kongsgaarde. Idetmindste gjorde Kong Sverre udtrykkelig Paastand paa saadan Kaldsret, og man finder under hans Sønnesøn Kong Haakon den Gamle bestemte Spor af disse kongelige Kapellers Tilværelse[1]; men først Kong Haakon V Magnussøn fik pavelig Bekræftelse derpaa og ordentlige Statutter for dem og deres Forhold til Sekulargeistligheden[2]. Da 4 af disse Kapeller vare Kollegiatkirker, hvis Kanniker saaledes havde sit fælles Bord (communis mensa) og Fællesskab i enkelte andre Henseender, maa de med deres Foresatte Magister capellarum regalium, der tillige stedse var Provst ved Hovedkapellet. Apostelkirken i Bergen, dele Skjebne med Domkapitlerne, da man ikke finder noget Spor af, ligesaalidt som der er nogen Sandsynlighed for, at deres Geistlige have havt nogen kanonisk Regel. Deres Hensigt sees tydeligt at have været at styrke Kongedømmet mod Prestevældet, og et saadant Øiemed kunde umuligt forenes med Munkevæsenet, som man neppe saa ganske uden Grund for Middelalderens Vedkommende har kaldt Hierarkiets høire Arm.
Efter saaledes at have begrændset vor Materie med Hensyn til beslægtede Indretninger i Landet, bliver det ogsaa nødvendigt at afstikke en Grændse i geografisk Henseende. Norges Riges Omfang er nemlig ikke det samme nu som i Middelalderen; Meget er gaaet fra. Det udgjorde fordum følgende Bispedømmer under Nidaros Erkebiskops Metropolitanhøihed: 1. Nidaros. 2. Bergen. 3. Stavanger. 4. Oslo. 5. Hammer. 6. Skalholt og 7. Holar paa Island. 8. Færø. 9. Garde paa Grønland. 10. Orkenøerne og Hjaltland. 11. Syderøerne og Man.
- ↑ Se mere herom Keysers Afhandling i Norsk Tidsskrift I. 21 ff. og Munchs Historie IV. (III. 1.) 265.
- ↑ Münter (Kirchengesch. v. Dänemark u. Norwegen. II. 134) antager, at disse Kongelig-Geistlige havde intet tilsvarende l den øvrige katholske Verden. Men i Frankrige maa dog efter Udtrykkene clercs de la chapelle du roi noget lignende have fundet Sted (jfr. du Cange under clericus). Mere forskjellige herfra vare maaske de 16 Prælaturer, som Kong Christiern I i 1474 fik pavelig Tilladelse til selv at besætte, 8 i Danmark og 8 i Sverige. (Helveg, de Danskes Domkapitler, Kbhvn. 1855. S. 51).
