Side:Lange - De norske Klostres Historie i Middelalderen (2nd ed.).djvu/126

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
118
Andet Afsnit.

til England 1280 og 1281[1]. Iøvrigt bør bemærkes, at de Fleste af de her nævnte Munke, saasom Askatin, Laurentius og Richard vare Englændere, og at denne Omstændighed maaske baade kan forklare deres Valg og norske Munkes Tilsidesættelse i senere Tider, da Klostrene ikke længer forsynedes med dygtige Beboere fra Udlandet.

Fremdeles overdrog Kongerne og Kongefamilien Abbederne nu og da forskjellige Hverv inden Riget, der vidnede om Tillid og Agtelse. I 1295 paadømte Abbed Erik af Munkeliv i Hertug Haakons Navn og paa dennes Vegne med fuld Myndighed i Ryfylke de der paastevnte Sager[2]; og i 1306 optog Abbed Einar i Munkeliv med 2 af Raadet efter Kongens Befaling et Vidnesbyrd hos Enkedronning Isabella, om hvad der var forefaldet i Kong Eriks sidste Timer med Hensyn til hans Gaver til Biskop Narve af Bergen[3]. Endnu oftere benyttede Kongerne selve Klosterbygningerne som Samlingssted ved vigtige Anliggender. Konkordatet med Geistligheden i 1277 afsluttede Kong Magnus i Barfodbrødrenes Kirke i Tønsberg; et Forlig mellem Erkebiskop Jørund og hans Kapittel bragte Kong Erik 1297 istand i Tuterøen, og Prædikebrødrenes Kloster i Bergen benyttedes meget ofte som Rigsraadets Samlingssted. Ligesaa vare Klostrene sædvanlig Opbevaringssted for Andres Skatte og Kostbarheder. Kong Sverrer havde ladet en Sum Penge indsætte i Kirkens Væg i Hovedøen, hvilken imidlertid Biskop Nikolaus med Magt tog ud deraf[4]; Hertuginde Ingeborg havde betroet en betydelig Sum i Penge og Smykker til Abbeden i Lyse[5], og i 1455 lod Christian I den af Tydskerne myrdede Hr. Olaf Nilssøns Slægt indsætte i Utsteins Kloster en Kiste med Guld, Sølv og Klenodier, som Borgen for at de uden Selvhevn vilde oppebie Sagens lovlige Udfald[6].

Uagtet Geistligheden neppe glædede sig over de Klostergeistliges stigende Indflydelse under Haakon den Gamle og hans Eftermænd, bidrog den dog selv paa mange Maader til at forøge og befæste deres Anseelse. Var Forholdet mellem Biskop og Kapittel spændt, benyttede begge Parter næsten bestandig Klosterformænd til at optage Thingsvidner, oversætte og

  1. Rymeri foedera (3die Udg.) vol. I. p. II. 587.
  2. Dipl. Norv. II. No. 35.
  3. Dipl. Norv. II. No. 64. Suhm XI. 531.
  4. Sverres Saga c. 132.
  5. Dipl. Norv. II. No. 247.
  6. Werlauff i Skand. Litterat. Selskabs Skrifter XVI. 110.