lige Sendebud til fremmede Stater, men det var kun under Norges Uafhængighedstid (især før 1319), at Klostermænd ligesom Nordmænd i det Hele vistes denne Tillid. Ei at tale om Abbed Bjørn af Nidarholm, der spillede en saa vigtig politisk Rolle i de norske Borgerkriges sidste Aar, har man neppe noget Gesandtskab fra Kong Haakon den Gamle, hvori ikke Munke deeltoge. Abbed Laurentius af Hovedø opholdt sig i længere Tid ved Pavehoffet som Kongens Sendebud, og udvirkede endelig Tilladelse til Kongens Kroning[1]; hans Formand i Hovedø Askatin var bleven Rigets Kantsler, og benyttedes som Gesandt til Keiseren 1250, til Danmark 1261, til Skotland 1264 og 1265, hvor han sluttede den følgerige Fred til Perth 1266, samt til England 1269, hvor han afsluttede Forbundet i Winchester, og derpaa Aaret efter blev Biskop i Bergen[2]. I Tvisten mellem Norge og Danmark i Midten af det 13de Aarhundrede benyttedes paa begge Sider Prædikebrødre som Fredsbud og Underhandlere. Simon predikari sendtes med Broder Sigurd i 1256 til Danmark[3], og Aaret efter bragte Prædikebrødrenes Provindsial, Broder Absalon, som Kong Christoffers Gesandt et Forlig istand i Tønsberg Sigurd (Prior i Nidaros?) fulgte tilbage med Provindsialen til Danmark i Kongens Ærinde[4]. I Spidsen for Sendefærden til Spanien 1257 stod Biskop Peter af Hammer, der for havde været Dominikanermunk, og den ovennævnte Broder Simon, hvilke efter Hjemkomsten overøstes med Naadesbeviisninger. Simon synes at have været Kongens Skriftefader, og fulgte ham paa Skotlandstoget 1263[5]. Barfodmunken Broder Mauritius, der uden Tvivl ogsaa havde været med i den spanske Færd, benyttedes i lignende Forretninger af Kong Magnus, der sendte ham og en Broder Sigurd til Skotland, for at istandbringe en Vaabenstilstand med dette Rige[6]. Sikkerlig var det den samme Mauritius, som i 1281 atter var i Skotland for i Kong Eriks Navn at beile til den skotske Arving Margreta[7]. Ligeledes forekommer Abbed Richard af Lyse som Kong Eriks Afsending
