afgjøre de Stridigheder, som Egennytte og Herskesyge uafladelig udspandt mellem Biskopperne og deres Kapitler eller mellem den sekulære Geistlighed i det Hele. Som pavelige delegerede Dommere blev det oftere paalagt en eller flere Klosterformænd, enten alene eller i Forening med en Biskop eller anden Prælat at dømme i geistlige Sager med apostolisk Myndighed. Som Mænd, der nøde Pavens særegne Tillid, fik de stundom det Hverv at undersøge tvivlsomme Tilfælde, for at sætte Paven istand til at fatte en Beslutning. Som pavelige Pengesamlere (collectores) endelig fik de stundom Arbeidet og Fortjenesten ved enten selv eller gjennem antagne underordnede (subcollectores) at indkræve Pavetiende, subsidium terræ sanctæ og andre Indtægter, Paven tiltog lig Endog Valget af Norges Erkebiskop blev ved en Leilighed overdraget Klosterformænd alene. I alle saadanne Tilfælde optraadte Abbederne „jure delegationis“ med uindskrænket apostolisk Myndighed, som Alle, selv Erkebiskoppen, om Sagen angik ham, ubetinget maatte underkaste sig[1].
Kongerne og Rigets Regjering benyttede ligeledes ofte Klostrenes Foresatte. Førend et norsk Rigsraad i dettes senere Betydning udvikledes som en selvstændig Statsmyndighed, kjendte man kun til Kongens Raad, og til dette kaldte han hvem han vilde og havde Tillid til. Under Magnus Erikssøns Mindreaarighed (1319–1335) finder man de første Spor af et egentligt Rigsraad, men dette ophørte med hans Myndighedsalder; og først ved Unionen blev det norske Rigsraad en egen Statsmagt, der repræsenterede det enkelte Rige ligeoverfor Unionskongen og de to andre Riger[2]. Som kongelige Raader optræde Norges Abbeder oftere, som Rigsraader derimod saa sjelden og under saa særegne Omstændigheder, at det maa betragtes som tilfældige Undtagelser. At Rigets Abbeder deeltoge i det store norske Rigsmøde 1223, hvor Kong Haakons Ret til Norges Trone afgjordes, samt efter Indbydelse vare tilstede ved hans Kroning 1247, er allerede ovenfor omtalt. I Egenskab af kongelige Raader vare Abbederne af Munkeliv og Jonskirken i Bergen Vidner ved Kong Haakons Udstedelse af Privilegier for Lybekkerne[3], hvor de nævnes foran Kongens Slægtninger og Rigets Baroner. I 1285 synes endog
- ↑ Beviserne herfor ville findes i Specialhistorien; foreløbigt henvises til Dipl. Norv. II. No. 37. III. No. 49. 380. Thork. Dipl. II. 169 ff. Suhms Danm. Hist. X. 11. Script. Rer. Dan. III. 106. IV. 415.
- ↑ Keysers Udsigt over den norske Samsundsordens Udvikling i Middelalderen, i Nor III. 4de Hefte. 61–63.
- ↑ Codex dipl. Lubecensis I. 145–147. Thork. Dipl. II. 36–37.
