Til de større Klostres underordnede Embedsmænd borte fremdeles
Sacristanen (sacrista), eller den Munk, der havde Klostrets hellige
Kar og Klenodier i Varetægt, Kjældermesteren (cellarius), Portneren
(ostiarius), og Opsynsmanden med Klæderne (vestiarius),
af hvilke en og anden tilfældig nævnes i latinske Breve. Disse i Udlandet
sædvanlige Poster fandtes altsaa ogsaa i norske Klostre, men vi kjende
ikke de særegne norske Navne paa dem. Som en særskilt Foresat i Konventet
forekommer desuden Skriftefaderen (poenitentiarius), men det
er tvivlsomt, om en særskilt Skriftefader i Almindelighed har været ansat
i Klostrene; thi for det Meste var vel Abbeden selv eller Prioren Munkenes
Skriftefader, og den poenitentiarius, der i 1334 omtales i Utstein
Kloster, var bleven Abbeden der og Munkene paatvungen af Klostrets Ordinarius
Biskoppen i Stavanger. Maaske ansattes en saadan ikke undtagen
i Klostre, hvori Tugten ved Abbedens Ligegyldighed var forfalden,
saa at Skriftestolen ikke kunde betroes ham eller nogen af Brødrene. I
et fra de ovennævnte forskjelligt Forhold stod Læsemesteren (frater
lector) i Dominikaner- og Franciskaner-Klostrene, som forestod Skolen
eller studium i Klostret, og havde Tilsynet med Novisernes Sæder, Underviisning
og Dannelse i det Hele. I Anseelse stod han umiddelbart
efter Klostrets Forstander; men ligesaa lidt om denne som om de foregaaende
Embedsmænd finder man i norske Kilder mere end det blotte Navn.
Skjønt Abbederne i de rigere Klostre saaledes kun forbeholdt sig Overtilsynet med den hele Stiftelse, medens de overdroge den indre Tjeneste til Prioren og hans underordnede samt de ydre Forretninger til Klostrets Ombudsmænd, vare dog især de dygtigere iblandt dem langfra frie for Forretninger, men disse vedkom rigtignok mindst Klostret selv. Hvad før er nævnt om Klosterfolks Benyttelse i geistlige og verdslige Handler, gjælder naturligviis hovedsagelig om Abbederne eller Klosterformændene i det Hele. De kaldtes til at være Pavens, Kongens eller Biskoppernes Fuldmægtige, til Dommere og betroede Mænd; de benyttedes i Kongens Raad og som hans Sendebud og Underhandlere, og fik i det Hele snart mere at gjøre med den Verden, de tilsyneladende havde forladt, end med det Kloster, hvorhen de havde taget deres Tilflugt. Paverne forsømte sjelden at benytte de Klostergeistlige, naar Leilighed dertil gaves. De overdroge til dem som upartiske og sagkyndige Mellemmænd at bilægge eller
St. Stephans og Jørgens Hospital ved Tønsberg kaldtes. (Dipl. i Deichmans Bibl.)
