blev det paa Provindsial-Synoderne i Bergen 1327 og i Nidaros 1351 bestemt, at de skulde nyde deres fulde Præbender uden Afkortning, medens de studerede udenlands og Udgifterne til deres Vikarier tages af Kommunet ɔ: Kapitlets Fællesformue[1]. Disse for Videnskabeligheden saare vigtige Bestemmelser gjorde det muligt for en lærelysten Mand at udvide sine Kundskaber i Udlandet; thi skulde Vikarierne havt deres Løn af selve Præbenderne vilde Overskuddet blevet utilstrækkeligt, og det var derfor et Held, at Biskopperne ikke toge Hensyn til den Modstand derimod, hvormed de residerende Kanniker nu og da fremkom.
4. Afgift til Bispestolen samt Biskoppens Gjæsthold. Disse Afgifter til indenrigske Foresatte vare ikke almindelige for alle Klostre. De bestode deels i Afgifter til Erkestolen, deels til Stiftets Biskop; Erkebiskoppernes Fordring til Klostrene gik ud paa subsidium pallii eller Hjælp til Erkebiskoppens Vielse i Rom, og den udgjorde de halve Renter og Tiender baade af Klostre og Kirker i det første Aar af hver Erkebiskops Embedstid[2]. Det var saaledes en betydelig Afgift ved hvert Erkebiskopsskifte, og den Modvillie, hvormed f. Ex. Skalholts Stift sees at have optaget senere Krav paa denne Skat, gjør det rimeligt, at den enten oprindelig ikke er bleven opkrævet overalt, eller at den først i senere Aar, da Fordringerne stedse tiltoge, er bleven saa trykkende, at den maatte vække Misnøie og Modstand. – Vedkommende Biskops Rettighed af Klostrene bestod i cathedraticum og Gjæsthold paa hans Visitatsreiser. Herved maa imidlertid bemærkes, at ligesaa vist som det er, at nogle Klostre vare forpligtede til at erlægge cathedraticum og end flere at holde Biskoppen med Følge i et bestemt Antal Dage paa hans Reiser, ligesaa beviisligt er det, at andre Klostre, navnlig Cistereiensernes, derfra vare befriede. Saaledes skriver Biskop Arne af Bergen i 1306 til Presterne paa Søndhordland, i hvilket Landskab Lyse og Halsnø Klostre ligge, at
- ↑ Norges gamle Love III. 277. 306.
- ↑ Aslak Bolts Brev til Skalholts Stift om subsidium pallii (Hist. eccl. Isl. II. 346–348). Lignende Fordring gjorde Erkebiskop Vinald 1386 (ib. 454). Betalingen for Pallium var forøvrigt neppe eens bestandig, men afhængig af Pavens Pengeknibe og Ordinandens Personlighed. Mangler ved dennes kanoniske Kompetence var et almindeligt Paaskud, ikke til at negte Indvielsen, men til at Ribe ham betale den desto dyrere. (Jfr. Münters Kirchengesch. II. 474–476).
Universitets-Matrikel fra dets Stiftelse 1419, hvori man finder opført en stor Mængde norske Geistlige, men kun 2 norske Munke. (Norske Samlinger. I. 72 ff.)
