af Begjærlighed efter Penge. Herfra gjøre forøvrigt Birgittinerne en Undtagelse, da disses Regel udtrykkeligt fordrede af hver Nonne ved Indtrædelsen en Sum, der var tilstrækkelig til hendes Underholdning et Aar rundt. Et større eller mindre Indskud (ínngangs-veizla) var overalt almindeligt i Nonneklostrene. I Munkeklostrene kjendes for Tiden kun eet Vidnesbyrd om, at der er givet Penge for Optagelsen, og det er under ganske overordentlige Omstændigheder. Da nemlig den ulykkelige Kong Magnus Blinde indsattes i Nidarholm, fik Klostret til hans Underholdning Gaarden Store Hernes i Frosten[1].
Derimod havde de større Munkeklostre en anden og meget betydelig Indtægt for at optage Lægbrødre og Leegsøstre, de saakaldte próventumenn, der enten gave sig med hele sit Gods ind i Klostret, eller afstode til dette en vis Pengesum eller Jordegods mod for sin Livstid at forsørges i Klostret, samt der faa sin Grav og Sjælemesser efter Døden. Ved saadan Leilighed udstedtes et formeligt Dokument (próventubref, brœðralags- eller systralags-bref), hvori Proventmandens Gave og Klostrets Forpligtelser nøie bestemtes. Af slige haves mange, især udstedte fra Munkeliv, der rundt om sig, som det synes endog i flere tilstødende og det tilhørende Gader, havde disse Klostrets Lægfolk boende. Betalingen for Proventfolkene var forskjellig eftersom de forbeholdt sig flere eller færre Bekvemmeligheder, eftersom de vilde have Mad fra Abbedens, Munkenes eller fra Tyendets Bord. Skjønt en saadan Indtrædelse i Munkenes Brødrelag, hvorved den betagne ikke aflagde Klosterløfterne eller forøvrigt løsrev sig fra Verden, hovedsagelig var en aldeles verdslig Beregning hvorved Enker, Syglinger, Vanføre eller Mennesker uden nære Slægtninger sikrede sig en sorgfri Alderdom, eller hvorved man paa en anstændig Maade kunde blive en besværlig aldrende eller sindssvag Slægtning kvit – Exempler paa begge Dele mangle ikke, – saa stod dette dog i nøie Forbindelse med den almindelige Ærefrygt for Klostrene, saameget mere som den saaledes Optagne derved deelagtiggjordes i Munkenes gode Gjerninger, og derved paa en Maade kunde sørge for Sjæl og Legeme tillige. Derfor ere disse Proventbreve omtalte han dette Sted efter Gaver, Testamenter og Offere, fordi alle disse Indtægter kunne under Eet henregnes til dem, hvis Beløb og Varighed vare afhængige af Folkegunsten, og som derfor ogsaa udentvivl betydeligt aftoge i den senere Tid. Det Om-
- ↑ Heimskr. Har. Gill. S. c. 12, Kong Magnus blev virkelig Munk, ikke blot Proventmand.
