vendte var derimod Tilfældet med de Indtægter, til hvilke vi nu komme, og som vistnok i Begyndelsen stode langt under de frivillige Ydelser, men som i vel bestyrede Klostre efterhaanden tiltoge mere og mere, og tilsidst for nogle Klostres Vedkommende gjorde disses Beboere uafhængige af den ydre Verden. Disse Indtægter vare
6. Landskyld, Bygsel, Tiender og andre Ydelser af Jordegods. De ældste Gaver til Klostrene bestode, som anført, deels i Jordegods, deels i Bygningsmaterial, rede Penge eller anden Hjælp til det første Anlæg. Jordegodset benyttedes kun for den mindste og nærmest liggende Deel af Munkene selv til Klostrets Forsyning med hvad Landbruget kaster af sig; alt det øvrige Gods derimod var og vedblev at være Bygselgods, hvoraf Klostret oppebar den aarlige Landskyld in natura. I Begyndelsen vare naturligviis disse Jordeiendomme ikke tilstrækkelige til alle Munkenes Fornødenheder, Indtægterne deraf vare vel endog oprindelig beregnede paa, at Munkene selv ved Arbeide skulde erhverve det Manglende. Men efterhaanden bleve Gaverne af enhver Art ikke alene tilstrækkelige til at skaffe Klostrets Beboere det Nødvendige, men ved klog Bestyrelse, saaledes som det f. Ex. tydelig sees at have været Tilfældet i Munkeliv i 13de og Begyndelsen af 14de Aarhundrede, blev der aarlig et ikke ubetydeligt Overskud tilbage, som Abbeden under de da lidet udviklede Handels- og Kredit-Forhold ikke kunde anvende fordeelagtigere, end ved at udsætte dem i Jordegods. Da nu Kirkeloven strengt forbød at tage Rente af udlaante Penge, hvilket ansaaes som Aager (usura), blev Jordegodset stedse kjøbt, deels til Eiendom deels til Brug i visse Aar, og den aarlige Landskyld, som Sælgeren betalte, traadte saaledes i Rentens Sted. Var Gaarden solgt til Brug, havde Sælgeren Ret til at indløse den igjen, naar Brugstiden var udløben; men undertiden var Gjenløsningsretten uindskrænket, saa at Laaneren eller hans Arvinger kunde bie dermed saalænge de vilde. Paa saadan Maade solgte en Bonde i Strandebarm til Abbeden i Munkeliv en Gaard, som Abbeden skulde bygge og bole (ɔ: bortbygsle) og tage Landskyld af, indtil Pengene vare betalte; i denne Tid skulde Bonden hjemle Abbeden Gaarden for hver Mand til Eie; „men – lægger Bonden til – det er vor Jord og hans Penge“[1].
Et Kloster, der som Munkeliv besad flere hundrede Gaarde, deels som Eiendom, deels i Forstrækning for rede Penge, maatte naturligviis aarlig faa store Beholdninger af de Produkter, hvori Afgiften blev ydet.
- ↑ Munkelivs Brevbog S. 42. jfr. Norges gamle Love. II. 379–381.
